Glycerin

Glycerin ist ein kleines, natürliches Molekül mit sehr guten feuchtigkeitsbindenden Eigenschaften. Es handelt sich um eine der am häufigsten verwendeten Inhaltsstoffe in der Kosmetik, der in zahlreichen Studien gleich mehrere positive Eigenschaften in Bezug auf die Haut gezeigt hat. Glycerin ist ein hauteigener Feuchtigkeitsbinder, der dazu beiträgt, die Feuchtigkeitsbalance der Haut aufrechtzuerhalten, damit ihre zahlreichen Funktionen optimal funktionieren.

PUCA - PURE & CARE anvender glycerin udvundet fra vegetabilsk olie med en renhed på over 99,5%.

Produkter med GLYCERIN

Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE
Day Cream Opbyggende Forynget Glød | PUCA - PURE & CARE

Tagescreme

€9,95
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE
Witch Hazel Toner | PUCA - PURE & CARE

Witch Hazel Toner

€6,95
Serum Vitamin C Oil-Cocktail | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE
Serum Vitamin C Oil-Cocktail | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE
Serum Oil-Cocktail Vitamin C | PUCA - PURE & CARE

Serum Oil-Cocktail Vitamin C

€9,95
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE
Hair Scalp Serum Sensitive Scalp | PUCA - PURE & CARE

Hair Scalp Serum – Sensitive Scalp

€9,95

DIE GLYCERINSTRUKTUR

Glycerin er et naturligt molekyle med ret bemærkelsesværdige egenskaber. Det er i ren form en farveløst, lugtfri, viskøs, lidt klistret, sødsmagende og hygroskopisk væske med ret høj densitet. Den særlige struktur gør, at der både er inter- og intra-molekylære hydrogenbindinger, hvilket giver det et meget højt kogepunkt. Molekylet er meget hydrofilt og kan dermed let blandes med vand og dens hygroskopiske egenskaber gør at den kan binde en mængde vand svarende til sin egen vægt.  

Glycerin er et meget simpelt molekyle bestående af 3 C-atomer på række, med en alkohol- (OH-) gruppe på hvert C-atom – det er en lille polyol og disse er kendte for at være fugtbindere, da alkohol-grupper og vandmolekyler gerne interagere. Navnet ”Glycerin” er INCI-navnet og det navn der oftest bruges kommercielt, mens ”Glycerol”, hvilket stamme fra græsk ”glukerós” og betyder ”sød”, er et mere kemisk navn for det samme stof. IUPAC-navnet (1) er propan-1,2,3-triol, hvilket mere klart beskriver den kemiske struktur – se figur 1. 

Glycerin wurde im Jahr 1779 von einem schwedisch-deutschen Wissenschaftler zufällig als chemische Substanz "entdeckt", als er eine chemische Reaktion zwischen Olivenöl und Bleimonoxid durchführte. Dabei entdeckte er diese wasserlösliche Substanz mit süßem Geschmack. Aber Glycerin ist eigentlich schon seit 2800 v. Chr. "bekannt", als man Seife durch Erhitzen von Fett mit Asche herstellte und dabei Glycerin abspaltete. Im Jahr 1836 wurde als empirische Formel (Bruttoformel) C3H8O3 vorgeschlagen, aber erst im Jahr 1886 wurde die Strukturformel festgelegt, die in Abbildung 1 dargestellt ist. Zuvor, nämlich im Jahr 1866, hatte Alfred Nobel ein Verfahren zur Stabilisierung von Nitroglyzerin entdeckt und damit das Dynamit erfunden. Nitroglyzerin ist eine hochexplosive Substanz, die durch Anhängen einer Nitratgruppe an jede der drei OH-Gruppen des Glycerins hergestellt wird. – Erst diese Entdeckung war es, die Glycerin wirtschaftlich und industriell interessant machte.

Den kemiske struktur af glycerin

Abbildung 1: Die chemische Struktur von Glycerin.

Dette lille molekylet findes overalt i naturen – især som en del af fedtmolekyler. Det meste fedt – både animalsk og vegetabilsk - er triglycerider, der som navnet indikerer, indeholder glycerin. Man kan sige at glycerin-molekylet er ”rygraden” og de tre ”arme”, der fæstner dertil, er fedtsyrer-molekyler som hver er bundet til en af de tre alkohol-grupper via en esterbinding – se figur 2. Nedbrydning af sådan en triglycerider giver netop 3 frie fedtsyrer og et glycerin-molekyle. Både nedbrydning og opbygning af triglycerider finder naturligt sted i levende organismer. I forhold til hvorfra man kan indtage glycerin, kan fx nævnes at vin, øl og andre fermenterede produkterne indeholder glycerin i fri form. 

Grundstrukturen for det meste fedt, også kendt som triglycerid. Her ses den kemiske struktur

Figur 2 Triglycerid – den kemiske grundstruktur for det meste fedt. ”R” repræsenterer kulstof-kæden i hver af de tre fedtsyre-dele – disse kan være ens eller forskellige og kan fx indeholde dobbeltbindinger, hvilket giver en umættet fedtsyre.  

 (1) IUPAC = International Union of Pure and Applied Chemistry. En international organisation, som bl.a. har udarbejdet en særlig nomenklatur for kemiske stoffer. 

DIE HAUT

- AUFBAU, ERNEUERUNG UND DAS ESSENZIELLE WASSER

Um die Bedeutung von Glycerin und seine Wirkung in der Haut zu verstehen, ist es sehr nützlich zu wissen, wie die Haut aufgebaut ist – siehe Abbildung 3 – und wie die oberste Schicht ständig erneuert wird.

Die Haut besteht im Allgemeinen aus drei Schichten: Zuunterst befindet sich die Subcutis (Unterhaut) – auch Hypodermis genannt –, die hauptsächlich aus Fett und Bindegewebe besteht. In der Mitte befindet sich die Dermis (Lederhaut), die hauptsächlich aus Bindegewebe besteht und in der beispielsweise Nervenenden, Blutgefäße, Haarfollikel, Talg- und Schweißdrüsen sitzen. Die äußerste Schicht ist die Epidermis (Oberhaut), die aus mehreren Schichten besteht: Unten befindet sich das Stratum basale, bei dem es sich um eine einzelne Zellschicht handelt, die Melanozyten, undifferenzierte Keratinozyten und Stammzellen enthält, die ständig neue Keratinozyten (Zellen) bilden. Diese Keratinozyten wandern nach außen und bilden schließlich die anderen Epidermisschichten, die da wären: Stratum spinosum, Stratum granulosum, Stratum lucidum und schließlich ganz außen die Stratum corneum (SC), die etwa 10 bis 30 µm dick ist. Die Stratum corneum besteht aus mehreren Schichten hauptsächlich abgestorbener, flacher Keratinozyten, den sogenannten Korneozyten. – Diese sind in eine spezielle Lipidlamellenstruktur eingebettet, die aus verschiedenen Fetten besteht und ein wichtiges Element der Hautbarriere darstellt. Häufig wird die Stratum corneum wie ein Mauerwerk aus Mauersteinen (Korneozyten) und Mörtel (interzelluläre Lipidstruktur) beschrieben. Von der Stratum corneum wird ständig ein Teil der Oberfläche abgestoßen, um die Haut zu erneuern – dieser Vorgang wird "Desquamation" genannt, also Abschuppung. Dieses Verfahren erfolgt in der Regel gut reguliert und ist wichtig, z. B. für das Aussehen der Haut und die mechanischen Eigenschaften.

Diese Umwandlung von neuen lebenden Keratinozyten nahe der Basalschicht zu abgestorbenen Korneozyten, die von der Stratum corneum abgestoßen werden, dauert etwa 4 Wochen – bei älterer Haut verläuft sie jedoch langsamer und bei Haut mit Schuppenflechte schneller. Die Epidermis enthält keine Blutgefäße, weshalb insbesondere die unteren Schichten der Epidermis auf die Versorgung mit Nährstoffen und die Abgabe von Abfallstoffen an das Blut in der Dermis angewiesen sind. Beim Übergang zwischen Dermis und Epidermis befindet sich eine Membranschicht, die dermoepidermale Junktionszone (DEJ), die aus speziellen Proteinstrukturen besteht. Bei junger Haut ist dieser Übergangsbereich sehr wellenförmig – die Dermis bildet Papillen, die im Übergangsbereich Erhebungen und Vertiefungen bilden, dies führt dazu, dass zwischen der Dermis und Epidermis eine große Oberfläche vorhanden ist, über die die Nährstoffversorgung erfolgen kann. Bei älterer Haut verflacht dieser Übergangsbereich allmählich, wodurch eine kleinere Oberfläche für die Nährstoffversorgung der Epidermis übrig bleibt. Darüber hinaus ist dieser Übergangsbereich relativ undurchlässig für z. B. Glycerin.

Hudens opbygning vist i tre lag: epidermis, dermis og hypodermis.

Figur 3 Hudens opbygning med de tre lag; epidermis øverst (som består af flere lag), dermis i midten og hypodermis nederst. Bemærk den bugtede overgang mellem dermis og epidermis – det er den såkaldte ”Dermal-epidermal Junction”, hvis bølgede form kommer af dermale papiller. Bemærk også talgkirtlerne (sebaceous glands), som er forbundet til hårfolliklerne – det er heri der dannes sebum, som frigives til huden via den kanal i hårfollilklen, som hårstrået er i. Figuren er fra Wikipedia. 

Feuchtigkeit und Hydratation – ein Indikator für den Wassergehalt, der ein unglaublich wichtiger Faktor für die Haut ist. Tatsächlich spielt Wasser eine entscheidende Rolle für die vielen physiologischen und mechanischen Funktionen der Haut und für deren Erscheinungsbild. Sowohl ein Zuviel als auch ein Zuwenig an Wasser kann die Eigenschaften der Haut verändern, daher ist es wichtig, das richtige Gleichgewicht zu finden, wobei das Problem in den meisten Fällen, wenn die Haut ein Ungleichgewicht in Bezug auf den Wassergehalt aufweist, die Dehydrierung ist. Wasser ist ein Weichmacher und für die Funktion bestimmter Enzyme unerlässlich. Zum Beispiel für diejenigen Enzyme, die am Desquamationsprozess beteiligt sind. Wenn die Feuchtigkeit nicht ausreicht und dieser Prozess an der Oberfläche der Stratum corneum nicht in der richtigen Geschwindigkeit abläuft, kommt es zur Zurückhaltung von Korneozyten, die eigentlich abgestoßen werden müssten, wodurch sich kleine Schuppen bilden, die für trockene Haut charakteristisch sind.

Overordnet afhænger vandniveauet i de forskellige lag af huden især af hvor gennemtrængelig lagene er over for vand. Dvs hvor let vand bevæger sig igennem lagene i begge retninger – både udefra og ind og indefra og ud. Og hvor god huden er til at holde på vandet. Følgende er vigtige faktorer for disse egenskaber: 

  • Tilstedeværelsen af hyaluronsyre og glycerin i dermis og epidermis. I forhold epidermis har man fundet en meget tydelig korrelation mellem fugtniveauet og niveauet af glycerin. Disse molekyler er begge vigtige fugtbindere, som kan holde på vandet, holde miljøet fugtigt og hæmme den fordampning, som finder sted hele tiden fra huden. Denne fordampning kaldes forkortes ofte ”TEWL”, hvilket står for Trans Epidermal Water Loss. Måling af TEWL bruges ofte til at vurdere hudens barrierefunktion. 
  • Tilstedeværelsen af de såkaldte Natural Moisturising Factors (NMF), som er små naturlig hygroskopiske molekyler - fugtbindere ligesom glycerin og hyaluronsyre. NMF består overordnet af et miks af specifikke salte som lactater, urea, electrolytter og ca halvdelen er aminosyrer og derivater af aminosyrer. Disse aminosyrer kommer fra den fugt-regulerede proteolyse (nedbrydning) af proteiner - primært filaggrin. Det er således en smart feedback mekanisme, som styrer om der er brug for mere NMF. Nogle tæller også glycerin med som en NMF.  
  • Tilstedeværelsen af ”tight junctions” i epidermis – dette er særlige proteinstrukturer, som danner en vandtæt barriere mellem cellerne – og dermed hæmmer fordampningen. 
  • Tilstedeværelsen af bestemte transportkanaler kaldet ”aquaporiner” – særligt aquaporin-3 har vist sig afgørende for hydreringen af epidermis – mere om dette i næste afsnit. 
  • Die Organisation der interzellulären Lipidstruktur in der Stratum corneum – diese bildet einen sehr wichtigen Teil der Hautbarriere gegen Wasserverlust. Diese Lipide bestehen hauptsächlich aus Ceramiden, Cholesterin und Fettsäuren, die z. B. durch Genetik, Alter, Ernährung und Umwelt beeinflusst werden.
  • Die Organisation der Korneozyten in der Epidermis.
  • Produktionen af sebum fra talgkirtlerne viser i nogle studier en korrelation med fugtigheden i stratum corneum.  

GLYCERIN IM KÖRPER

- SCHWERPUNKT AUF DIE HAUT

Glycerin kommt natürlich im Körper vor – so liegt die Konzentration von Glycerin im Blutserum normalerweise zwischen 0,46 und 18,5 mg/l. Die größte Menge an Glycerin findet sich jedoch in Form eines wichtigen Bestandteils in den meisten Körperfetten. Neben den Triglyceriden, die zu den natürlichen Energiereserven und Isolatoren des Körpers gehören, enthalten auch die Phospholipide, die das Hauptfett in allen Zellmembranen bilden, Glycerin. Dies sind die gleichen Arten von Fettmolekülen, die auch in Tieren und Pflanzen vorkommen, sodass wir auch über die Nahrung etwas Glycerin aufnehmen. Fette aus der Nahrung werden im Darm aufgespalten, sodass Glycerin und Fettsäuren freigesetzt werden und absorbiert werden können. Bei Glycerin erfolgt die Aufnahme relativ schnell ins Blut und danach in die Leber, wo es in verschiedenen Schritten weiter verstoffwechselt werden kann, z. B. zu Glukose und dann zu Glykogen oder zu Fetten. Es kann auch in CO2 verstoffwechselt werden, welches der Hauptweg der Glycerinausscheidung ist – nämlich über die Ausatmungsluft. Ein sehr kleiner Teil wird mit dem Urin ausgeschieden. Da die Leber der wichtigste Ort des Glycerinstoffwechsels ist, kann die Messung des Leberglycerins zur Beurteilung der Gesundheit der Leber dienen.

Das Glycerin im Blut verteilt sich im ganzen Körper, wo es u. a. von der Haut aufgenommen werden kann. Zusammen mit dem Glycerin, das z. B. in der Dermis freigesetzt wird, bildet es endogenes Glycerin, das nachweislich entscheidend für die Feuchtigkeit der Haut ist. Darüber hinaus gibt es (exogenes) Glycerin, das auf die Haut aufgetragen werden kann. Glycerin ist ein sehr kleines Molekül und es hat sich gezeigt, dass es von außen in die Epidermis eindringen und dort eine positive Wirkung entfalten kann. Es kann ein kleines Reservoir bilden und Feuchtigkeit in der Stratum corneum binden und auf diese Weise die positive Wirkung von endogenem Glycerin ergänzen – und möglicherweise den Mangel an endogenem Glycerin in der Stratum corneum ausgleichen, die normalerweise relativ viel Glycerin enthält.

Glycerin ist nicht nur ein sehr kleines Molekül, sondern es ist auch wasserlöslich. Es hat sich gezeigt, dass regelmäßiges Waschen und Eintauchen der Haut in Wasser einen Teil des Glycerins auf der Haut entfernt und dadurch die Feuchtigkeit in der Stratum corneum verringern kann. Bei normal funktionierender Haut normalisiert sich der Glycerinspiegel und die Feuchtigkeit innerhalb weniger Stunden. – Dies belegt, dass das Glycerin hauptsächlich aus dem Inneren der Haut und vor allem aus den Talgdrüsen stammt, da sich Bereiche mit vielen Talgdrüsen schneller normalisieren als Bereiche mit wenigen Talgdrüsen. In den Talgdrüsen, in denen der Talg produziert wird, befinden sich Lipase-Enzyme, die Fette (Triglyceride) abbauen und dabei Glycerin freisetzen. Wie Abbildung 3 zeigt, sind die Talgdrüsen mit den Haarfollikeln, die sich in der Dermis befinden, verbunden und scheiden durch diese aus. Lipase-Enzyme sind ebenfalls in und auf der Epidermis zu finden, aber Studien deuten nicht darauf hin, dass diese viel zur Erzeugung des in der Epidermis vorhandenen Glycerins beitragen. Es gibt also hauptsächlich zwei Quellen für Glycerin in der Haut: Serum im Blut, das durch die Dermis fließt, und Talg aus den Talgdrüsen.

En meget vigtigt faktor for at få glycerin fra dermis til epidermis er de nævnte aquaporiner – og særligt aquaporin-3. Aquaporiner er en familie af membranbundne transportproteiner, der danner små kanaler gennem membraner. Som navnet siger transporterer de generelt vand, men nogle af dem kan også transportere andre små molekyler – såsom glycerin. Aquaporiner findes virkelig mange steder i nature – fx i planter, insekter og større dyr. Hos mennesker findes de mange forskellige steder i kroppen – fx i nyrerne, hvor de er vigtige for urin-dannelsen og i hjernen og øjnene, hvor vandbalancen er vigtig. Der er 13 typer aquaporiner, hvoraf aquaporin-3 især har en vigtig rolle at spille i huden. Dette har man bl.a. fundet ud af ved at undersøge mus, som manglede genet for aquaporin-3. Disse mus havde ca tre gange mindre vand i stratum corneum og ca halvt så meget glycerin i epidermis i forhold til almindelige mus. Niveauet af glycerin i dermis var almindelig. Desuden havde disse mus mindre elastisk hud og huden var langsommere til at hele og genopbygge barrieren. Noget meget interessant fra disse studier var, at topikal tilførsel af (eksogen) glycerin kunne opveje reduktionen i fugtniveau, som musene havde. Af disse studier kan man udlede at aquaporin-3 faciliterer glycerin transport ind i epidermis (gennem det ellers for glycerin ret ugennemtrængelig lag mellem dermis og epidermis) og at glycerin er en helt afgørende vigtig komponent i hudens fugtniveau, elasticitet og barriere-genopbygning. Aquaporin-3 kaldes derfor også aquaglyceroporin – da denne type aquaporin kan transportere både vand og glycerin over membraner. Man har vist, at koncentrationen af aquaporin-3 afspejler niveauet af vand i de forskellige lag af epidermis. I rask epidemis findes aquaporin-3 hovedsageligt i stratum basale (den nederste del af epidermis som ligger nærmest dermis, der indeholder blodkar) og koncentrationen af aquaporin-3 falder efterhånden som man bevæger sig udad i epidemislagene. Det korrelerer med vandindholdet, som er omkring 75 % i den nedre del af epidermis og omkring 10-15 % i stratum corneum. Udtrykket af aquaporin-3 falder desuden med alderen og høj soleksponering og hænger sammen med at ældre hud og meget soleksponeret hud typisk er mere tør. Man har også set sammenhæng mellem funktionen af aquaporin-3 og en række hudsygdomme som fx psoriasis.   

GLYCERIN

- FUNKTIONEN IN DER HAUT

Den vigtigste egenskab af glycerin er, at den er meget effektiv til at binde vand – det er hygroskopisk. Denne egenskabe afføder en hel del forskellige funktioner i huden: 

  • Fugtgiver: Glycerin er effektivt til at binde vand i huden – både vand, som er i huden i forvejen og vand fra det omgivende miljø bindes. Glycerin hæmmer afdampningen af vand fra hudens overflade. 
  • Accelererer genopbygningen af hudbarrieren og kan beskytte mod irritation: Denne funktion hænger sandsynligvis sammen med at glycerin medvirker til at danne et miljø med fugt som fremmer barriereopbygningen. Barrierefunktionen måles oftest kvantitativt ved at måle TEWL, som nævnt ovenfor. Man har med forskellige studier vist at glycerin har en positiv virkning både som før- under- og efterbehandling af hud som udsættes for barriere-nedbrydende påvirkning. Sådan nedbrydende påvirkning kan være at fjerne en del stratum corneum med tape eller ved at udsætte huden et kraftigt sæbestof, hvilket normalt vil virke irriterende og øge TEWL. I et studie hvor man efterbehandlede sådan hud med glycerin viste man at glycerin kunne rehydrere huden og et længere studie vise, at glycerin kunne forbedre hudbarrieren. I et andet studie forbehandlede man huden med enten en 10 % glycerin emulsion eller samme emulsion uden glycerin (vehiklet) for derefter at vaske huden med et kraftigt sæbestof. Det studie viste at glycerin hæmmede dehydrering, irritation og barriere-nedbrydning, som man ellers normalt ville se ved sådan en behandling af huden med vask. 
  • Hæmmer fase-transition af lipiderne i stratum corneum – sammenhæng med barrierefunktion: Hudbarrieren består især i optimal organisering og interaktion af stratum corneums komponenter – dvs corneocytterne og de intercellulære lipider, som især er fedtsyrer, ceramider og kolesterol. De extracellulære lipider i stratum kan organiseres i to fase-typer: en fast og en mere flydende fase organisering. Balancen mellem disse to faser bestemmes af sammensætningen af lipiderne (og særligt fedtsyrernes mæthedsgrad), mængden af vand og sikkert også andre stadig ukendte faktorer. Hvis lipiderne primært er i den flydende fase, har man kun en moderat barrierefunktion, mens lipider i den mere faste fase giver en meget dårlig barrierefunktion og højt vandtab (TEWL). Tørt og koldt vejr fremmer den faste fase og tør hud. Den optimale barriere mod vandtab fås ved et mix af de to faser. Studier tyder på at glycerin kan hæmme transitionen fra flydende til fast fase. 
  • Accelerere sårheling: I lighed med barriere-genopbygningen hænger det sandsynligvis sammen med at glycerin fremmer et fugtigt miljø.  
  • Keratolytisk funktion: Glycerin har en indirekte keratolytisk effekt – sandsynligvis igen ved at fremme det fugtige miljø, som er nødvendigt for enzymerne, der virker keratolytiske. Disse enzymer nedbryder desmosomer, som er vigtige elementer, der binder cellerne sammen. Dette er den ovennævnte desquamation-processen, som er nødvendig for at de døde hudceller efter hånden afstødes fra huden. Processen er normalt velreguleret – men i visse hudsygdomme fungerer det ikke optimalt. 
  • Reifung der Hautzellen: Es hat sich gezeigt, dass Glycerin an der Bildung eines bestimmten Lipids (Phosphatidylglycerin) beteiligt ist, das anscheinend bestimmten Enzymen, die an der Differenzierung der Hautzellen beteiligt sind, Signale gibt. Auf diese Weise trägt Glycerin zur Reifung der Hautzellen bei.
  • Udglattende og blødgørende funktion: Glycerin kan – igen via dens fugtbindende egenskaber - medvirke til at sikre en elastisk og velfugtet hud, med de rette mekaniske og fysiologiske egenskaber.  

GLYCERIN

HERSTELLUNG UND VERWENDUNG

Glycerin kann auf unterschiedliche Arten und aus verschiedenen Ausgangsstoffen hergestellt werden. Der üblichste Ausgangsstoff sind pflanzliche Fette wie Mais-, Palm- und Rapsöl, aber Glycerin kann auch aus tierischem Fett gewonnen werden. Durch mikrobielle Fermentation kann Glycerin aus Zuckerstoffen oder Kohlenhydraten hergestellt werden, und schließlich kann Glycerin auch aus Petrochemikalien – insbesondere Propylen (Propen) – gewonnen werden, aber diese Methode wird nur sehr selten angewandt, da sie im Vergleich zu den anderen Methoden nicht sehr vorteilhaft ist. Bei der Herstellung durch mikrobielle Fermentation werden Hefezellen, bestimmte Bakterien oder Algen verwendet. Dieses Verfahren ist ein relativ "reines" Verfahren, wird aber in der Industrie nicht häufig eingesetzt.

Die Herstellung aus Fettstoffen ist, wie erwähnt, die häufigste Methode und erfolgt im Prinzip ebenso wie im Körper: Der Abbau von Triglyceriden liefert Glycerin und drei Fettsäuren. Technisch gesehen gibt es im Allgemeinen drei verschiedene Methoden, um dies zu tun – jede hat ihre Vor- und Nachteile:

  • Hydrolyse, bei der die Esterbindungen der Triglyceride unter hoher Temperatur und hohem Druck oder durch Lipase-Enzyme gespalten werden, um Glycerin und Fettsäuren zu gewinnen.
  • Forsæbning, hvor man splitter triglyceriderne ved at lade det reagere med en base såsom Natrium Hydroxid. Herved får man frigivet glycerin og samtidig lavet sæbestoffer (fedtsyresalte) 
  • Transesterificering, hvor man splitter esterbindingerne ved hjælp af en katalysator (typisk en base eller syre) og varme og har en alkohol (oftest methanol eller ethanol) tilstede. Dette giver glycerin og fedtsyre-ester, hvilket kan anvendes til fx biobrændstof. Der er flere undermetoder af transesterificering.  

Die letztgenannte Methode wird weitgehend zur Herstellung von Biokraftstoff verwendet, und dabei wird der Glycerinanteil (der etwa 10 % der Produktion ausmacht) als Reststoff betrachtet, für den man eine Verwendung finden muss. Es wird geschätzt, dass im Jahr 2020 weltweit etwa 42 Milliarden Liter Glycerin aus der Biokraftstoffproduktion stammen werden.

Alle metoderne giver et mix, som skal oprenses. Først skilles den glycerin-holdige del ud, som er temmelig uren og kaldes rå-glycerin. De urenheder, der kan være i, er fx uorganiske salte, reaktanter fra produktionen, som methanol, ethanol og ikke-nedbrudt triglycerider, desuden vand og delvist nedbrudt triglycerider (di- og mono-glycerider) og sæbeprodukter. Oprensningstrinene afhænger af fremstillingsmetoden og udgangsstofferne, der er brugt og dermed hvilke urenheder der er i. Nogle af de meste almindelig anvende oprensningstrin er destillering, ion-ombytning og filtrering med aktiv kul. Man kan komme op på en renhed på ca. 99,5 %. Det glycerin som bruges kosmetik er normalt omkring 99 % rent – og kommer normal ikke fra biobrændstofproduktionen, som generelt giver en rå-glycerin som kræver meget grundig oprensning for at opnå de standarder der er for glycerin til kosmetik og medicin.  

Glycerin wird an vielen verschiedenen Bereichen verwendet – zum Beispiel in der Lebensmittelindustrie, in der Medizin, in Kosmetika, in der Polymerindustrie und als Ausgangsstoff für die Herstellung anderer Stoffe. Ein sehr großer Teil wird in Kosmetika und Lebensmitteln verwendet.

Als Lebensmittelzutat hat Glycerin die E-Nummer 422 und wurde umfassend auf seine Lebensmittelsicherheit hin geprüft. – Zum Beispiel von der EFSA, die 2017 zu dem Schluss kam, dass die derzeit zulässige Verwendung von Glycerin in Lebensmitteln keinen Anlass zu Sicherheitsbedenken gibt und dass keine Notwendigkeit besteht, seine Verwendung auf eine erlaubte Tagesdosis (ETD, englisch accepted daily intake, ADI) zu beschränken. In der Lebensmittelindustrie (und Futtermittelindustrie) wird Glycerin verwendet, um die Textur zu verbessern, um Wasser im Produkt zu binden (was auch eine hemmende Wirkung auf das mikrobielle Wachstum hat) und um Produkte zu stabilisieren. Es kann auch als Lösungsmittel für andere Lebensmittelzusatzstoffe verwendet werden. Es wird nicht als Süßungsmittel verwendet, auch wenn es über einen süßen Geschmack verfügt.

In der Medizin wird Glycerin beispielsweise als Gleitmittel, Feuchtigkeitsspender und Abführmittel verwendet. Wie bereits erwähnt, kann die Messung von Glycerin in der Leber als Indikator für eine Lebererkrankung dienen. Darüber hinaus wird Glycerin in der Wundbehandlung (85%ige Glycerinlösung ist sowohl antibakteriell als auch antiviral und damit entzündungshemmend), in Hustenmedikamenten und Kapseln sowie als Zusatz in Antibiotika verwendet.

Glycerin kann auch als Rohstoff für die Herstellung vieler anderer Stoffe verwendet werden. Beispielsweise zur Herstellung von Milchsäure, 1,3-Propandiol, Zitronensäure und Butanol. Es kann verwendet werden, um spezielle Polymere wie Polyglycerine und Polyurethane herzustellen. Glycerin wird auch als Komponente in verschiedenen Emulgatoren verwendet – und, wie erwähnt, zur Herstellung von Nitroglyzerin für Sprengstoffe und für Medikamente.

Glycerin wird auch als Frostschutzmittel (Antifreeze) verwendet – auch hier, weil es gut Wasser bindet und so die Bildung von Wasserkristallen verhindert. Glycerin ist auch ein gutes Lösungsmittel, das beispielsweise zur Herstellung von Pflanzenextrakten verwendet werden kann.

Kosmetik-industrien er en af de store aftagere af glycerin, for glycerin bruges i meget stor stil i kosmetik – det er i top tre af de mest anvendte ingredienser i kosmetik og kan anvendes sikkert i relativt høje koncentrationer. Der har kun været meget få rapporter om bivirkninger – et eksempel er at glycerin kan give en kortvarig irritation ved brug på skadet hud. Formålet i kosmetik er i høj grad at være fugtbinder med alle de gode følgevirkninger, som en velfugtet hud giver. Koncentrationen af glycerin er selvfølgelig vigtigt for virkningen. Fx har et studie vist at glycerin over 3 % har en fugtgivende og hudplejende effekt, et andet studie viser, at 1 % også har en positiv effekt og endnu et studie viser at 10 % er mere effektivt end 5 %. Under alle omstændigheder afhænger virkningen også af sammensætning af det samlede produkt, men der er ingen tvivl om, at glycerin kan være en meget virkningsfuldt og fordelagtigt ingrediens i kosmetik.  

Kilder:

Cremer Oleo website; Glycerine. https://www.cremeroleo.de/en/products/glycerine.html. Lokaliseret 28. Februar 2022.

Draelos, Zoe. Aquaporins: An introduction to a key factor in the mechanism of skin hydration. The Journal of clinical and aesthetic dermatology. 2012; 5. 53-56.

EFSA ANS Panel (EFSA Panel on Food Additives and Nutrient Sources added to Food), Mortensen, A. et al. Scientific opinion on the re-evaluation of glycerol (E 422) as a food additive. EFSA Journal 2017; 15(3):4720.

Fluhr, J. W.; Gloor, M.; Lehmann, L.; Lazzerini, S.; Distante, F.; & Berardesca, E. Glycerol accelerates recovery of barrier function in vivo. Acta dermato-venereologica. 1999; 79(6), 418–421.

Fluhr, J. W.; Mao-Qiang, M.; Brown, B. E.; Wertz, P. W.; Crumrine, D.; Sundberg, J. P.; Feingold, K. R.; & Elias, P. M. Glycerol regulates stratum corneum hydration in sebaceous gland deficient (asebia) mice. The Journal of investigative dermatology. 2003; 120(5), 728–737.

Fluhr, J.W.; Bornkessel, A.; Berardesca, E. 2006. Glycerol — Just a Moisturizer? Biological and Biophysical Effects. Kapitel 20 In: Loden, M. & Maiback, H. I. Dry Skin and Moisturizers, CRC Press, Boca Raton, FL. 227-244.

Fluhr, J.W.; Darlenski, R.; Surber, C. Glycerol and the skin: holistic approach to its origin and functions. The British journal of dermatology. 2008; 159(1): 23-34.

Gloor, M.; & Gehring, W. Increase in hydration and protective function of horny layer by glycerol and a W/O emulsion: are these effects maintained during long-term use?. Contact dermatitis. 2001; 44(2), 123–125.

Goyal, S.; Hernández, N.B.; & Cochran, E.W. An update on the future prospects of glycerol polymers. Polymer International. 2021; 70: 911-917.

Hara, M.; Ma, T.; & Verkman, A. S. Selectively reduced glycerol in skin of aquaporin-3-deficient mice may account for impaired skin hydration, elasticity, and barrier recovery. The Journal of biological chemistry. 2002; 277(48), 46616–46621.

Hara-Chikuma, M.; & Verkman, A. S. Aquaporin-3 functions as a glycerol transporter in mammalian skin. Biology of the cell. 2005; 97(7), 479–486.

Korponyai, C.; Szél, E.; Behány, Z.; Varga, E.; Mohos, G.; Dura, Á.; Dikstein, S.; Kemény, L.; & Erős, G. Effects of Locally Applied Glycerol and Xylitol on the Hydration, Barrier Function and Morphological Parameters of the Skin. Acta dermato-venereologica. 2017; 97(2), 182–187.

Lodén, M.; Andersson, A. C.; Anderson, C.; Bergbrant, I. M.; Frödin, T.; Ohman, H.; Sandström, M. H.; Särnhult, T.; Voog, E.; Stenberg, B.; Pawlik, E.; Preisler-Häggqvist, A., Svensson, A.; & Lindberg, M. A double-blind study comparing the effect of glycerin and urea on dry, eczematous skin in atopic patients. Acta dermato-venereologica. 2002; 82(1): 45–47.

Medical College Of Georgia. Glycerin May Help Skin Disease, Study Finds. ScienceDaily. 2003, December 3. Lokaliseret 25. Februar, 2022: www.sciencedaily.com/releases/2003/12/031203075525.htm.

PubChem Sketcher V2.4. Lokaliseret 22. Februar 2022: https://pubchem.ncbi.nlm.nih.gov//edit3/index.html

Purnamawati, S.; Indrastuti, N.; Danarti, R.; & Saefudin, T. The Role of Moisturizers in Addressing Various Kinds of Dermatitis: A Review. Clinical medicine & research. 2017; 15(3-4), 75–87.

SDA – The soap and Detergent Association; Glycerine & Oleochemical Division. Glycerine: An overview – terms – technical data – properties – performance. 1990.

Wikipedia website. https://en.wikipedia.org/wiki/Glycerol. Lokaliseret 7. Februar 2022.

Yamada, T.; Habuka, A.; & Hatta, I. Moisturizing mechanism of glycerol and diglycerol on human stratum corneum studied by synchrotron X-ray diffraction. International journal of cosmetic science. 2021; 43(1), 38–47.

Yousef, H.; Alhajj, M.; Sharma, S. Anatomy, Skin (Integument), Epidermis. Opdateret November 2021 i StatPearls [Internet]. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; Januar 2022. 

Store service

Gehandelt in Normal

Store Service

Ab 100 € Kostenfrei Liefering

Store Service

3-8 Tage Lieferzeit