Retinoider inkluderer vitamin-A og vitamin-A-lignende stoffer. Vitamin A er en gruppe af stoffer, som er essentielle for mange af kroppens funktioner. Afhængig af alder, køn og graviditet har vi brug for et sted mellem 0,35 og 1,1 g Vitamin A om dagen. Her vil fokus være på retinoider og huden.
Retinoider er en stor gruppe af biologisk aktive stoffer, som primært har deres effekt via påvirkning af genomet. Påvirkningen finder sted ved hjælp af specifikke retinoid-receptorer, hvoraf der findes to typer: Retinoic Acid Receptorer (RAR) og Retinoid X Receptorer (RXR).
På det cellulære plan kan retinoider stimulere cellulær aktivitet i en række hudceller som keratinocytter, fibroblaster, melanocytter og langerhans-celler. Dette kan resultere i positive virkninger som øgning af overhudens beskyttende funktion, reducere vandtab (og dermed tør hud), beskytte collagen mod nedbrydning og hæmme aktiviteten af visse enzymer, som er ansvarlige for nedbrydningen af den extracellulære matrix. Nogle (primært in vitro og dyreforsøg) studier har desuden vist, at nogle retinoider har en antioxidant og anti-bakteriel virkning.
Mange retinoider er meget velundersøgte og har vist meget positive virkninger i forhold til fx rynker, pigmentpletter og uren hud – og også nogle bivirkninger såsom hudirritation og mulig hormonforstyrrende effekt. Som med alt andet drejer det om at finde den rette balance.
Der findes både naturlige og syntetiske retinoider og ofte bliver de inddelt i tre generationer af retinoider baseret på molekylestrukturerne.
Retinoider er normalt fedtopløselige stoffer med en ring-formet struktur, hvorpå der er en kæde med skiftevis dobbelt- og enkelt-bindinger mellem C-atomerne. I enden af kæden er den struktur, som oftest udgør forskellen mellem de mest kendte retinoider.
Alene er retinoider ofte ikke særlig stabile, hvorfor de ofte bliver stabiliseret i relativt komplekse råvarer hos råvareproducenten – hvor selve retinoid-andelen typisk er mellem 1 og 10 %. Dermed kan et kosmetisk produkt indeholde fx 5 % af en retinoid-råvare, så at den reelle andel af ”ren” retinoid i det færdige produkt er 0,05 %, hvis det er en 1%-retinoid-råvare. Det er forskelligt hvordan producenter angiver mængden af retinoid – nogle angiver andelen af råvaren (inklusiv solventer, stabilisatorer og retinoid) og andre angiver andelen ”ren” retinoid. I nogle tilfælde er råvaren også formuleret på en særlig måde, som kan hjælpe til bedre hudgennemtrængning og/eller en langsommere frigivelse og dermed mindre risiko for uønskede bivirkninger.
Det anbefales ofte at undgå solen eller at bruge solcreme i forbindelse med retinoid-brug – primært fordi retinoider kan være ustabile i sollys. Dog er der også studier, som viser, at nogle retinoider har en UV-filtereffekt idet de absorberer UV-lys.
Herunder bliver de mest almindelige retinoider gennemgået.