Glycerin

Glycerin er et lille, naturligt molekyle med meget gode fugtbindende egenskaber. Det er et af de mest brugt ingredienser i kosmetik og har i mange studier vist sig at have flere positive egenskaber i forhold til huden. Glycerin er en af hudens egne fugtbindere, som medvirker til at holde huden i den rette fugtbalance, hvor hudens mange funktioner fungere optimalt.

PUCA - PURE & CARE anvender glycerin udvundet fra vegetabilsk olie med en renhed på over 99,5%.

Produkter med GLYCERIN

Witch Hazel Toner

49,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Serum Oil-Cocktail Vitamin C

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Hair Scalp Serum Sensitive Scalp

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

GLYCERIN-STRUKTUREN

Glycerin er et naturligt molekyle med ret bemærkelsesværdige egenskaber. Det er i ren form en farveløst, lugtfri, viskøs, lidt klistret, sødsmagende og hygroskopisk væske med ret høj densitet. Den særlige struktur gør, at der både er inter- og intra-molekylære hydrogenbindinger, hvilket giver det et meget højt kogepunkt. Molekylet er meget hydrofilt og kan dermed let blandes med vand og dens hygroskopiske egenskaber gør at den kan binde en mængde vand svarende til sin egen vægt.  

Glycerin er et meget simpelt molekyle bestående af 3 C-atomer på række, med en alkohol- (OH-) gruppe på hvert C-atom – det er en lille polyol og disse er kendte for at være fugtbindere, da alkohol-grupper og vandmolekyler gerne interagere. Navnet ”Glycerin” er INCI-navnet og det navn der oftest bruges kommercielt, mens ”Glycerol”, hvilket stamme fra græsk ”glukerós” og betyder ”sød”, er et mere kemisk navn for det samme stof. IUPAC-navnet (1) er propan-1,2,3-triol, hvilket mere klart beskriver den kemiske struktur – se figur 1. 

Glycerin blev ”opdaget” som et kemisk stof ved et tilfælde af en svensk-tysk forsker i 1779, da han udførte en kemisk reaktion mellem olivenolie og blymonoxide, hvorfra han opdagede denne vandopløselige substans med en sød smag. Men glycerin har været ”kendt” siden 2800 før vor tidsregning, da man lavede sæbe ved at opvarme fedt med aske hvorved glycerin blev fraspaltet. I 1836 blev den empiriske formel (bruttoformlen) foreslået til at være C3H8O3, men det var først i 1886 at man fik fastlagt den strukturelle formel, som vist i figur 1. Inden det havde Alfred Nobel i 1866 fundet en metode til at stabilisere nitroglycerin og derved opfandt han dynamitten. Nitroglycerin er et meget eksplosivt stof, som fremstilles ved at sætte en nitrat-gruppe på hver af de tre OH-grupper i glycerin – det var ved denne opdagelse, at glycerin blev økonomisk og industriel interessant.

Figur 1 Glycerins kemiske struktur.

Dette lille molekylet findes overalt i naturen – især som en del af fedtmolekyler. Det meste fedt – både animalsk og vegetabilsk - er triglycerider, der som navnet indikerer, indeholder glycerin. Man kan sige at glycerin-molekylet er ”rygraden” og de tre ”arme”, der fæstner dertil, er fedtsyrer-molekyler som hver er bundet til en af de tre alkohol-grupper via en esterbinding – se figur 2. Nedbrydning af sådan en triglycerider giver netop 3 frie fedtsyrer og et glycerin-molekyle. Både nedbrydning og opbygning af triglycerider finder naturligt sted i levende organismer. I forhold til hvorfra man kan indtage glycerin, kan fx nævnes at vin, øl og andre fermenterede produkterne indeholder glycerin i fri form. 

Figur 2 Triglycerid – den kemiske grundstruktur for det meste fedt. ”R” repræsenterer kulstof-kæden i hver af de tre fedtsyre-dele – disse kan være ens eller forskellige og kan fx indeholde dobbeltbindinger, hvilket giver en umættet fedtsyre.  

 (1) IUPAC = International Union of Pure and Applied Chemistry. En international organisation, som bl.a. har udarbejdet en særlig nomenklatur for kemiske stoffer. 

HUDEN

- OPBYGNING, FORNYELSE OG DET VIGTIGE VAND

For at kunne forstå vigtigheden af glycerin og hvordan det agerer i huden, er det en stor fordel at kende til hvordan huden er bygget op – se figur 3 – og hvordan det øverste lag hele tiden fornyes.

Huden består overordnet af tre lag: Nederst er subcutis (underhuden) – også kaldet hypodermis, som primært består af fedt og bindevæv. I midten er dermis (læderhuden), som især består af bindevæv og heri er fx nerve-ender, blodårer, hårsække, talgkirtler og svedkirtler indlejret. Yderst er epidermis (overhuden), som består af flere lag: Nederst er stratum basale, som er et enkelt cellelag af bl.a. melanocytter, udifferentierede keratinocytter og stamceller, der hele tiden danner nye keratinocytter (celler). Disse keratinocytter migrerer udad og danner efterhånden de andre epidermale lag, som er: Stratum spinosum, stratum granulosum, stratum lucidum og endelig yderst er der stratum corneum (SC), som er ca 10-30 µm tykt. Stratum corneum indeholder flere lag af primært døde, flade keratinocytter, som kaldes corneocytter - disse er indlejret i en særlig lipid lamellær struktur, som består af forskellige fedtstoffer, hvilket er et vigtigt element i hudbarrieren. Ofte beskrives stratum corneum som et murværk af mursten (corneocytterne) og mørtel (intercellulære lipid struktur). Fra stratum corneum afstødes hele tiden lidt af overfladen så huden fornyes – denne proces kaldes ”desquamation” – afskalning. Processen er normalt velreguleret og vigtigt for fx hudens udseende og mekaniske egenskaber.

Denne turnover fra at være en ny levende keratinocyt nær stratum basale til at blive en død corneocyt, som afstødes fra stratum corneum tager ca. 4 uger – men er fx langsommere i ældre hud og hurtigere i psoriasishud. Epidermis indeholder ikke blodårer og dermed er især de nederste lag af epidermis afhængig af næring fra og affaldslevering til blodet i dermis. På overgangen mellem dermis og epidermis er et membran-lag kaldet Dermal-epidermal Junction (DEJ) som består af særlige proteinstrukturer. Denne overgang er i ung hud meget bugtet – dermis danner papiller, som danner forhøjninger og fordybninger i overgangen – således, at der er en stor overflade mellem dermis og epidermis, hvor næringsforsyningen kan finde sted. I ældre hud flader denne overgang efterhånden mere ud, hvilket giver en mindre overflade for næringsforsyning til epidermis. Desuden er denne overgang relativ uigennemtrængelig for fx glycerin.

Figur 3 Hudens opbygning med de tre lag; epidermis øverst (som består af flere lag), dermis i midten og hypodermis nederst. Bemærk den bugtede overgang mellem dermis og epidermis – det er den såkaldte ”Dermal-epidermal Junction”, hvis bølgede form kommer af dermale papiller. Bemærk også talgkirtlerne (sebaceous glands), som er forbundet til hårfolliklerne – det er heri der dannes sebum, som frigives til huden via den kanal i hårfollilklen, som hårstrået er i. Figuren er fra Wikipedia. 

Fugtighed og hydrering – udtryk for vand-indholdet, hvilket er en utrolig vigtig faktor for huden. Vand spiller nemlig en helt afgørende rolle for huden mange fysiologiske og mekaniske funktioner og for udseendet af huden – både for meget og for lidt vand kan ændre hudens egenskaber, så det gælder om at have den rette balance, men oftest er det dehydrering, der er problemet, når huden har en ubalance i vandniveauet. Vand er en blødgører og afgørende for funktionen af visse enzymer. Fx de enzymer som medvirker i desquamation-processen. Hvis der ikke er høj nok fugtighed og denne proces dermed ikke finder sted i det rette tempo på overfladen af stratum corneum resulterer det i tilbageholdelse af corneocytter, som egentlig skulle afstødes, og dermed danne små flager – skæl, som kendetegner tør hud.

Overordnet afhænger vandniveauet i de forskellige lag af huden især af hvor gennemtrængelig lagene er over for vand. Dvs hvor let vand bevæger sig igennem lagene i begge retninger – både udefra og ind og indefra og ud. Og hvor god huden er til at holde på vandet. Følgende er vigtige faktorer for disse egenskaber: 

• Tilstedeværelsen af hyaluronsyre og glycerin i dermis og epidermis. I forhold epidermis har man fundet en meget tydelig korrelation mellem fugtniveauet og niveauet af glycerin. Disse molekyler er begge vigtige fugtbindere, som kan holde på vandet, holde miljøet fugtigt og hæmme den fordampning, som finder sted hele tiden fra huden. Denne fordampning kaldes forkortes ofte ”TEWL”, hvilket står for Trans Epidermal Water Loss. Måling af TEWL bruges ofte til at vurdere hudens barrierefunktion. 
• Tilstedeværelsen af de såkaldte Natural Moisturising Factors (NMF), som er små naturlig hygroskopiske molekyler - fugtbindere ligesom glycerin og hyaluronsyre. NMF består overordnet af et miks af specifikke salte som lactater, urea, electrolytter og ca halvdelen er aminosyrer og derivater af aminosyrer. Disse aminosyrer kommer fra den fugt-regulerede proteolyse (nedbrydning) af proteiner - primært filaggrin. Det er således en smart feedback mekanisme, som styrer om der er brug for mere NMF. Nogle tæller også glycerin med som en NMF.  
• Tilstedeværelsen af ”tight junctions” i epidermis – dette er særlige proteinstrukturer, som danner en vandtæt barriere mellem cellerne – og dermed hæmmer fordampningen. 
• Tilstedeværelsen af bestemte transportkanaler kaldet ”aquaporiner” – særligt aquaporin-3 har vist sig afgørende for hydreringen af epidermis – mere om dette i næste afsnit. 
• Organiseringen af det intercellulære lipid struktur i stratum corneum – dette udgør en meget vigtig del af hudens barriere for vandtab. Disse lipider består primært af ceramider, kolesterol og fedtsyrer, hvilket fx er influeret af genetik, alder, ernæring og miljøet.
• Organiseringen af corneocytterne i epidermis.
• Produktionen af sebum fra talgkirtlerne viser i nogle studier en korrelation med fugtigheden i stratum corneum.  

GLYCERIN I KROPPEN

- FOKUS PÅ HUDEN

Glycerin forekommer naturligt i kroppen – fx er koncentrationen af glycerin i blodets serum normalt på 0,46 og 18,5 mg/L. Men den største mængde af glycerin findes i form af en vigtig bestanddel i det meste af det fedtstof, der findes i kroppen. Ud over de nævnte triglycerider, der bl.a. er en af kroppens naturlige energi-reserve og isolering; indeholder fx også phospholipider, som er det primære fedtstof i alle cellemembraner, glycerin. Det er samme typer fedtmolekyler, som findes i dyr og planter og dermed indtager man også en del glycerin via maden. Fedtstoffer fra maden vil blive hydrolyseret i tarmene således at glycerin og fedtsyrer frigives og kan blive absorberet. For glycerin sker absorptionen ret hurtigt over i blodet og derfra videre til leveren, hvor det kan blive metaboliseret videre via forskellige trin - til fx glukose og derfra til glykogen eller til fedtstoffer. Det kan også metaboliseres til CO2, som er den vej glycerin primært udskilles – via udåndingsluften. En meget lille del bliver udskilt via urinen. Da leveren er det primære sted, hvor glycerin metaboliseres kan måling af glycerin i leveren bruges til at vurdere leverens tilstand.

Det glycerin, som er i blodet fordeles ud i kroppen, hvor det bl.a. kan optages i huden – dette er sammen med det glycerin som frigives i fx dermis det endogene glycerin, som har vist sig afgørende for hudens fugtighed. Hertil kommer det (eksogene) glycerin, som man kan smøre på huden. Glycerin er et meget lille molekyle og har vist sig at kunne komme ind i epidermis udefra og have en gavnlig virkning der. Det kan danne et lille reservoir og binde fugt i stratum corneum og kan således supplere den gavnlige virkning fra det endogene glycerin – og evt. kompensere for manglende endogen glycerin i stratum corneum, som normalt indeholder relativt meget glycerin.

Ud over at være et meget lille molekyle er glycerin også vandopløselig. Man har vist, at almindelig vask og nedsænkning af huden i vand fjerner en del af den glycerin, som er på huden og kan derved reducere fugtigheden i stratum corneum. I normal-fungerende hud vil glycerinniveauet og fugtigheden vende tilbage til normalt niveau i løbet at nogle timer – dette viser at glycerin især kommer indefra og især fra talgkirtler, da områder med flere talgkirtler hurtigere vender tilbage til normalen end områder med få talgkirtler. I talgkirtlerne, hvor sebum produceres findes lipase-enzymer, som nedbryder fedtstoffer (triglycerider) og dermed frigiver glycerin. Talgkirtlerne har, som figur 3 viser forbindelse med og udløb i hårfolliklerne, der er placeret i dermis. Der findes også lipase-enzymer i og på epidermis, men studier tyder ikke på, at disse bidrager særlig meget til genereringen af det glycerin, man finder i epidermis. Der er dermed primært to kilder til glycerin i huden: Serum i blodet, som strømmer gennem dermis og sebum fra talgkirtlerne.

En meget vigtigt faktor for at få glycerin fra dermis til epidermis er de nævnte aquaporiner – og særligt aquaporin-3. Aquaporiner er en familie af membranbundne transportproteiner, der danner små kanaler gennem membraner. Som navnet siger transporterer de generelt vand, men nogle af dem kan også transportere andre små molekyler – såsom glycerin. Aquaporiner findes virkelig mange steder i nature – fx i planter, insekter og større dyr. Hos mennesker findes de mange forskellige steder i kroppen – fx i nyrerne, hvor de er vigtige for urin-dannelsen og i hjernen og øjnene, hvor vandbalancen er vigtig. Der er 13 typer aquaporiner, hvoraf aquaporin-3 især har en vigtig rolle at spille i huden. Dette har man bl.a. fundet ud af ved at undersøge mus, som manglede genet for aquaporin-3. Disse mus havde ca tre gange mindre vand i stratum corneum og ca halvt så meget glycerin i epidermis i forhold til almindelige mus. Niveauet af glycerin i dermis var almindelig. Desuden havde disse mus mindre elastisk hud og huden var langsommere til at hele og genopbygge barrieren. Noget meget interessant fra disse studier var, at topikal tilførsel af (eksogen) glycerin kunne opveje reduktionen i fugtniveau, som musene havde. Af disse studier kan man udlede at aquaporin-3 faciliterer glycerin transport ind i epidermis (gennem det ellers for glycerin ret ugennemtrængelig lag mellem dermis og epidermis) og at glycerin er en helt afgørende vigtig komponent i hudens fugtniveau, elasticitet og barriere-genopbygning. Aquaporin-3 kaldes derfor også aquaglyceroporin – da denne type aquaporin kan transportere både vand og glycerin over membraner. Man har vist, at koncentrationen af aquaporin-3 afspejler niveauet af vand i de forskellige lag af epidermis. I rask epidemis findes aquaporin-3 hovedsageligt i stratum basale (den nederste del af epidermis som ligger nærmest dermis, der indeholder blodkar) og koncentrationen af aquaporin-3 falder efterhånden som man bevæger sig udad i epidemislagene. Det korrelerer med vandindholdet, som er omkring 75 % i den nedre del af epidermis og omkring 10-15 % i stratum corneum. Udtrykket af aquaporin-3 falder desuden med alderen og høj soleksponering og hænger sammen med at ældre hud og meget soleksponeret hud typisk er mere tør. Man har også set sammenhæng mellem funktionen af aquaporin-3 og en række hudsygdomme som fx psoriasis.   

GLYCERIN

- FUNKTIONER I HUDEN

Den vigtigste egenskab af glycerin er, at den er meget effektiv til at binde vand – det er hygroskopisk. Denne egenskabe afføder en hel del forskellige funktioner i huden: 

• Fugtgiver: Glycerin er effektivt til at binde vand i huden – både vand, som er i huden i forvejen og vand fra det omgivende miljø bindes. Glycerin hæmmer afdampningen af vand fra hudens overflade. 
• Accelererer genopbygningen af hudbarrieren og kan beskytte mod irritation: Denne funktion hænger sandsynligvis sammen med at glycerin medvirker til at danne et miljø med fugt som fremmer barriereopbygningen. Barrierefunktionen måles oftest kvantitativt ved at måle TEWL, som nævnt ovenfor. Man har med forskellige studier vist at glycerin har en positiv virkning både som før- under- og efterbehandling af hud som udsættes for barriere-nedbrydende påvirkning. Sådan nedbrydende påvirkning kan være at fjerne en del stratum corneum med tape eller ved at udsætte huden et kraftigt sæbestof, hvilket normalt vil virke irriterende og øge TEWL. I et studie hvor man efterbehandlede sådan hud med glycerin viste man at glycerin kunne rehydrere huden og et længere studie vise, at glycerin kunne forbedre hudbarrieren. I et andet studie forbehandlede man huden med enten en 10 % glycerin emulsion eller samme emulsion uden glycerin (vehiklet) for derefter at vaske huden med et kraftigt sæbestof. Det studie viste at glycerin hæmmede dehydrering, irritation og barriere-nedbrydning, som man ellers normalt ville se ved sådan en behandling af huden med vask. 

• Hæmmer fase-transition af lipiderne i stratum corneum – sammenhæng med barrierefunktion: Hudbarrieren består især i optimal organisering og interaktion af stratum corneums komponenter – dvs corneocytterne og de intercellulære lipider, som især er fedtsyrer, ceramider og kolesterol. De extracellulære lipider i stratum kan organiseres i to fase-typer: en fast og en mere flydende fase organisering. Balancen mellem disse to faser bestemmes af sammensætningen af lipiderne (og særligt fedtsyrernes mæthedsgrad), mængden af vand og sikkert også andre stadig ukendte faktorer. Hvis lipiderne primært er i den flydende fase, har man kun en moderat barrierefunktion, mens lipider i den mere faste fase giver en meget dårlig barrierefunktion og højt vandtab (TEWL). Tørt og koldt vejr fremmer den faste fase og tør hud. Den optimale barriere mod vandtab fås ved et mix af de to faser. Studier tyder på at glycerin kan hæmme transitionen fra flydende til fast fase. 
• Accelerere sårheling: I lighed med barriere-genopbygningen hænger det sandsynligvis sammen med at glycerin fremmer et fugtigt miljø.  
• Keratolytisk funktion: Glycerin har en indirekte keratolytisk effekt – sandsynligvis igen ved at fremme det fugtige miljø, som er nødvendigt for enzymerne, der virker keratolytiske. Disse enzymer nedbryder desmosomer, som er vigtige elementer, der binder cellerne sammen. Dette er den ovennævnte desquamation-processen, som er nødvendig for at de døde hudceller efter hånden afstødes fra huden. Processen er normalt velreguleret – men i visse hudsygdomme fungerer det ikke optimalt. 
• Modning af hudceller: Glycerin har vist sig at medvirke i dannelsen af et særligt lipid (phosphatidylglycerol) som ser ud til at give signal til visse enzymer, der er involveret i hudcelle differentiering. Dermed er glycerin med til at modne af hudceller.
• Udglattende og blødgørende funktion: Glycerin kan – igen via dens fugtbindende egenskaber - medvirke til at sikre en elastisk og velfugtet hud, med de rette mekaniske og fysiologiske egenskaber.  

GLYCERIN

- FREMSTILLING OG ANVENDELSER

Glycerin kan fremstilles på forskellige måder og fra forskellige udgangsstoffer. Det meste almindelig udgangsstof er vegetabilske fedtstof, såsom majsolie, palmeolie og rapsolie, men glycerin kan også udvindes fra animalsk fedtstof. Via mikrobiel fermentering kan man fremstille glycerin ud fra sukkerstoffer eller kulhydrater og endelig kan glycerin også fremstilles fra petrokemikalier – nærmere bestemt Propylen (propen) - men denne metode er kun meget sjældent brugt, da den ikke er særlig fordelagtig i forhold til de andre metoder. I fremstillingen via mikrobiel fermentering bruges gærceller, visse bakterier eller alger. Denne proces er en relativ ”ren” proces, men bruges ikke i høj grad industrielt.

Fremstillingen ud fra fedtstoffer er som nævnt den mest almindelig og foregår i princippet ligesom i kroppen: Nedbrydning af triglycerider giver glycerin og tre fedtsyre. Mere teknisk bruges generelt tre forskellige måder til denne nedbrydning – hver metode har sine fordele og ulemper:

• Hydrolyse, hvor man med høj temperatur og tryk eller via lipase-enzymer splitter esterbindingerne i triglyceriderne så man får glycerin og fedtsyrer.
• Forsæbning, hvor man splitter triglyceriderne ved at lade det reagere med en base såsom Natrium Hydroxid. Herved får man frigivet glycerin og samtidig lavet sæbestoffer (fedtsyresalte) 
• Transesterificering, hvor man splitter esterbindingerne ved hjælp af en katalysator (typisk en base eller syre) og varme og har en alkohol (oftest methanol eller ethanol) tilstede. Dette giver glycerin og fedtsyre-ester, hvilket kan anvendes til fx biobrændstof. Der er flere undermetoder af transesterificering.  

Sidstnævnte metode bruges i høj grad til at fremstille biobrændstof og i det øjemed ses glycerin-delen som et restprodukt (udgør omkring 10% af produktionen), som man skal finde anvendelse for. Det anslås, at der blev produceret ca. 42 milliarder liter glycerin fra biobrændstoffremstilling i 2020 på globalt plan.

Alle metoderne giver et mix, som skal oprenses. Først skilles den glycerin-holdige del ud, som er temmelig uren og kaldes rå-glycerin. De urenheder, der kan være i, er fx uorganiske salte, reaktanter fra produktionen, som methanol, ethanol og ikke-nedbrudt triglycerider, desuden vand og delvist nedbrudt triglycerider (di- og mono-glycerider) og sæbeprodukter. Oprensningstrinene afhænger af fremstillingsmetoden og udgangsstofferne, der er brugt og dermed hvilke urenheder der er i. Nogle af de meste almindelig anvende oprensningstrin er destillering, ion-ombytning og filtrering med aktiv kul. Man kan komme op på en renhed på ca. 99,5 %. Det glycerin som bruges kosmetik er normalt omkring 99 % rent – og kommer normal ikke fra biobrændstofproduktionen, som generelt giver en rå-glycerin som kræver meget grundig oprensning for at opnå de standarder der er for glycerin til kosmetik og medicin.  

Glycerin anvendes mange forskellige steder – fx i fødevarer, medicin, kosmetik, i polymer-industrien og som udgangspunkt til fremstilling af andre stoffer. En meget stor del bruges i kosmetik og fødevarer.

Som fødevareingrediens har glycerin E-nummeret 422 og er blevet grundigt vurderet med hensyn til fødevaresikkerhed - fx af EFSA som i 2017 vurderede, at den nuværende tilladte brug af glycerin i fødevarer ikke giver ophav til nogle sikkerheds-bekymringer og at der ikke er brug for at begrænse brugen ved en ADI (Accepteret Daglig Indtag). I fødevareindustrien (og foderindustrien) bruges glycerin til at give tekstur, til at binde vand i produktet, hvilket også har en hæmmende effekt på mikrobiel vækst, til at stabilisere produkter og kan også bruges som solvent for andre fødevaretilsætningsstoffer. Det bruges ikke som sødemiddel, selvom det har en sød smag.

I medicin bruges glycerin fx som et smøremiddel, fugtgiver og laksativ. Som nævnt kan måling af glycerin i leveren bruges som markør for leversygdomme. Desuden bruges glycerin til sårbehandling (85 % glycerin-opløsning er både antibakteriel og antiviralt og reducerer dermed inflammation), i hostemedicin og kapsler og som additiv i antibiotika.

Glycerin kan også bruges som råvare til fremstilling af mange andre stoffer. Fx til at fremstille mælkesyre, 1,3-propanediol, citronsyre og butanol. Det kan bruges til at fremstille særlig polymere, såsom polyglyceroler og polyurethaner. Glycerin bruges også som komponent i forskellige emulgatorer – og som nævnt til fremstilling af nitroglycerin til sprængstof og medicin.

Glycerin bruges også som frostvæske (antifreeze) – igen fordi det er god til at binde vand og derved forhindre vandkrystaller i at dannes. Glycerin er også et godt solvent som kan bruges til fx at lave planteekstrakter.

Kosmetik-industrien er en af de store aftagere af glycerin, for glycerin bruges i meget stor stil i kosmetik – det er i top tre af de mest anvendte ingredienser i kosmetik og kan anvendes sikkert i relativt høje koncentrationer. Der har kun været meget få rapporter om bivirkninger – et eksempel er at glycerin kan give en kortvarig irritation ved brug på skadet hud. Formålet i kosmetik er i høj grad at være fugtbinder med alle de gode følgevirkninger, som en velfugtet hud giver. Koncentrationen af glycerin er selvfølgelig vigtigt for virkningen. Fx har et studie vist at glycerin over 3 % har en fugtgivende og hudplejende effekt, et andet studie viser, at 1 % også har en positiv effekt og endnu et studie viser at 10 % er mere effektivt end 5 %. Under alle omstændigheder afhænger virkningen også af sammensætning af det samlede produkt, men der er ingen tvivl om, at glycerin kan være en meget virkningsfuldt og fordelagtigt ingrediens i kosmetik.  

Kilder:

Cremer Oleo website; Glycerine. https://www.cremeroleo.de/en/products/glycerine.html. Lokaliseret 28. Februar 2022.

Draelos, Zoe. Aquaporins: An introduction to a key factor in the mechanism of skin hydration. The Journal of clinical and aesthetic dermatology. 2012; 5. 53-56.

EFSA ANS Panel (EFSA Panel on Food Additives and Nutrient Sources added to Food), Mortensen, A. et al. Scientific opinion on the re-evaluation of glycerol (E 422) as a food additive. EFSA Journal 2017; 15(3):4720.

Fluhr, J. W.; Gloor, M.; Lehmann, L.; Lazzerini, S.; Distante, F.; & Berardesca, E. Glycerol accelerates recovery of barrier function in vivo. Acta dermato-venereologica. 1999; 79(6), 418–421.

Fluhr, J. W.; Mao-Qiang, M.; Brown, B. E.; Wertz, P. W.; Crumrine, D.; Sundberg, J. P.; Feingold, K. R.; & Elias, P. M. Glycerol regulates stratum corneum hydration in sebaceous gland deficient (asebia) mice. The Journal of investigative dermatology. 2003; 120(5), 728–737.

Fluhr, J.W.; Bornkessel, A.; Berardesca, E. 2006. Glycerol — Just a Moisturizer? Biological and Biophysical Effects. Kapitel 20 In: Loden, M. & Maiback, H. I. Dry Skin and Moisturizers, CRC Press, Boca Raton, FL. 227-244.

Fluhr, J.W.; Darlenski, R.; Surber, C. Glycerol and the skin: holistic approach to its origin and functions. The British journal of dermatology. 2008; 159(1): 23-34.

Gloor, M.; & Gehring, W. Increase in hydration and protective function of horny layer by glycerol and a W/O emulsion: are these effects maintained during long-term use?. Contact dermatitis. 2001; 44(2), 123–125.

Goyal, S.; Hernández, N.B.; & Cochran, E.W. An update on the future prospects of glycerol polymers. Polymer International. 2021; 70: 911-917.

Hara, M.; Ma, T.; & Verkman, A. S. Selectively reduced glycerol in skin of aquaporin-3-deficient mice may account for impaired skin hydration, elasticity, and barrier recovery. The Journal of biological chemistry. 2002; 277(48), 46616–46621.

Hara-Chikuma, M.; & Verkman, A. S. Aquaporin-3 functions as a glycerol transporter in mammalian skin. Biology of the cell. 2005; 97(7), 479–486.

Korponyai, C.; Szél, E.; Behány, Z.; Varga, E.; Mohos, G.; Dura, Á.; Dikstein, S.; Kemény, L.; & Erős, G. Effects of Locally Applied Glycerol and Xylitol on the Hydration, Barrier Function and Morphological Parameters of the Skin. Acta dermato-venereologica. 2017; 97(2), 182–187.

Lodén, M.; Andersson, A. C.; Anderson, C.; Bergbrant, I. M.; Frödin, T.; Ohman, H.; Sandström, M. H.; Särnhult, T.; Voog, E.; Stenberg, B.; Pawlik, E.; Preisler-Häggqvist, A., Svensson, A.; & Lindberg, M. A double-blind study comparing the effect of glycerin and urea on dry, eczematous skin in atopic patients. Acta dermato-venereologica. 2002; 82(1): 45–47.

Medical College Of Georgia. Glycerin May Help Skin Disease, Study Finds. ScienceDaily. 2003, December 3. Lokaliseret 25. Februar, 2022: www.sciencedaily.com/releases/2003/12/031203075525.htm.

PubChem Sketcher V2.4. Lokaliseret 22. Februar 2022: https://pubchem.ncbi.nlm.nih.gov//edit3/index.html

Purnamawati, S.; Indrastuti, N.; Danarti, R.; & Saefudin, T. The Role of Moisturizers in Addressing Various Kinds of Dermatitis: A Review. Clinical medicine & research. 2017; 15(3-4), 75–87.

SDA – The soap and Detergent Association; Glycerine & Oleochemical Division. Glycerine: An overview – terms – technical data – properties – performance. 1990.

Wikipedia website. https://en.wikipedia.org/wiki/Glycerol. Lokaliseret 7. Februar 2022.

Yamada, T.; Habuka, A.; & Hatta, I. Moisturizing mechanism of glycerol and diglycerol on human stratum corneum studied by synchrotron X-ray diffraction. International journal of cosmetic science. 2021; 43(1), 38–47.

Yousef, H.; Alhajj, M.; Sharma, S. Anatomy, Skin (Integument), Epidermis. Opdateret November 2021 i StatPearls [Internet]. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; Januar 2022.