Vitamin E

Vitamin E er den primære fedtopløselig antioxidant i kroppen – og har vist sig også at have andre egenskaber ud over at være en vigtig antioxidant. Den findes i cellemembranerne og hjælper til at forhindre de umættede fedtstoffer i at blive oxideret af frie radikaler. Vitamin E blev opdaget for 100 år siden og har siden været omdrejningspunktet for rigtig mange studier omkring forskellige sundhedsaspekter – lige fra ar-dannelse i huden til cancer og hjerte-kar-sygdomme – og for mange af dem med resultater, der stadig diskuteres. Der er meget man stadig ikke ved om vitamin E – også i forhold til dens virkning på huden. 

PUCA - PURE & CARE anvender det syntetisk fremstillede derivat Tocopheryl Acetat. 

Produkter med VITAMIN E

Retinol Vitamin A Night Cream

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Retinol Vitamin A Day Cream

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Vitamin C Day Cream

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Retinol Vitamin A Eye Cream

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

Day Cream Tea Tree Oil

69,00 kr

TILFØJ TIL KURV

VITAMIN E

OPDAGELSEN OG DE KEMISKE STRUKTURER

I 1922 opdagede man en hidtil ukendt fødevarefaktor, som var essentiel for normal reproduktion hos rotter. Denne ukendte ”fertilitets-faktor” viste sig at være til stede i fx grønne bladgrønsager, lucerneblade, hvede og havre. Stoffet blev isoleret i 1935 fra hvedekimsolie og den empiriske formel (bruttoformlen) viste sig at være C29H50O2. Sidst i 1930’erne udledte man strukturformlen – se øverste struktur i figur 1 - syntetiserede stoffet og gav det navnet α-Tocopherol. Navnet kommer fra græsk ”tokos”, som betyder fødsel og ”phero” som betyder frembringe og i enden fik det ”ol” for at klargøre, at det er en alkohol (indeholder en OH-gruppe). Man fandt hurtigt ud af, at Tocopherol er en essentiel antioxidant og det er mest denne egenskab, vitamin E er anerkendt for. I 1930’erne og 1940’erne isolerede man og udledte strukturformlen af 3 andre meget lignende stoffer – disse havde lignende antioxidative egenskaber. De 4 Tocopheroler fik betegnelserne α (alfa), β (beta), γ (gamma) og δ (delta). Det var først i 1950’erne og 60’erne, at man opdagede og udledte strukturformlerne for en gruppe af 4 andre lignede stoffer: Tocotrienolerne. Ligesom Tocopherolerne fik de betegnelserne α (alfa), β (beta), γ (gamma) og δ (delta). Man har siden valgt, at kalde alle 8 molekyler for vitamin E – hvilket ikke alle er fortalere for bl.a. fordi det har vist sig, at de har forskellige egenskaber. Man har fx fundet ud af at nogle af stofferne kan påvirke forskellige signaleringer i cellerne, gen-regulering, membranprocesser og nervefunktioner.

Generelt for vitamin E-molekylerne er, at de især findes i planteolier og i ren form er de viskøse, klare gule og næsten lugtløse olier. De kan relativt let oxideres når de udsættes for varme, lys og basiske forhold. Man har derfor i mange henseender fordel af at stabilisere dem – fx ved at sætte en kemisk gruppe på O-atomet i OH-gruppen og dermed danne et derivat; det nok mest almindelig derivat af Tocopherol er Tocopheryl Acetat.

α-Tocopherol er det mest almindeligt forekommende vitamin E-molekyle i fødevarer og for mennesket den primære aktive form. Derfor er der opbygget mest viden om netop α-Tocopherol og det er ofte det molekyle, man referer til, når man taler om vitamin E.

Alle 8 vitamin E-molekyler α-, β-, γ- og δ-Tocopherol og α-, β-, γ- og δ-Tocotrienoler er naturlige, lipofile (fedtelskende) molekyler. Molekylerne består af en ringstruktur og en sidekæde. Det er strukturen af sidekæden, der giver forskellen mellem Tocopherolerne og Tocotrienolerne – se de to strukturer i figur 1. Forskellen på α-, β-, γ- og δ-isoformerne ligger i placeringen og antallet af methyl-grupper (CH3) og hydrogen-atomer (H) på ringstrukturen – se tabellen under de to strukturer i figur 1: Der er to placeringer (R1 og R2) som kan være enten en methyl-gruppe eller et hydrogen-atom. Figur 1 viser fx at α-isoformerne af Tocopherol og Tocotrienol indeholder en CH3-grupper i begge positionerne, mens δ-isoformerne har H-atomer på disse to positioner og β- og γ-isoformerne har en CH3-gruppe i hver sin position.

Figur 1: Strukturen af RRR-Tocopherol øverst og R-Tocotrienol nedenunder – i tabellen vises fordelingen af methyl-grupper og hydrogen-atomer på positionerne R1 og R2 og dermed strukturerne af α-, β-, γ- og δ-isoformerne af Tocopherol og Tocotrienol.

I figur 1 vises nogle stiplede kile-formede bindinger og en tykkere kile-formet binding i hver struktur. Disse viser den rummelige struktur af molekylerne: stiplede kile-formede bindinger peger væk fra seeren og tykkere kile-formede bindinger peger mod fra seeren. Dette kaldes stereoisomeri og gør at afhængig af hvordan bindingerne peger i den tredimensionelle struktur, kan man have forskellige 2 rummelige strukturere – de kaldes enantiomerer og betegnes R og S. Da Tocopherol har 3 steder hvor der kan være forskel i den rummelig struktur kan den forekomme i 8 forskellige enantiomerer: RRR, SRR, RSR, RRS, RSS, SSR, SRS og SSS; mens Tocotrienol blot findes i 2 enantiomerer: R og S. Det interessante ved enantiomerer er at de kan have forskellige biologisk aktivitet (1*).

I naturen findes de kun i R-enantiomeren, da enzymerne, som katalyserer biosyntesen, sørger for, at det er netop denne rummelige struktur, som dannes. Således kan det naturlige α-Tocopherol betegnes som RRR-α-Tocopherol (det betegnes også d-α-Tocopherol). Når man kemisk syntetiserer α-Tocopherol kan alle 8 enantiomerer dannes, således at man får et ligeligt miks af de 8 enantiomerer af α-Tocopherol – et sådan miks kaldes all-racemic α-Tocopherol (eller dl- α-Tocopherol). Man har vist at den naturlig RRR-α-Tocopherol ”foretrækkes” af kroppen, da denne har fx bedre affinitet til proteinet α-TTP i kroppen, som medvirker i optagelsen.  

(1*) Et meget kendt eksempel på at to enantiomerer kan have forskellige biologisk virkning er thalidomid: R-enantiomeren havde den ønskede beroligende virkning, mens S-enantiomeren var teratogen, og var årsagen til de mange misdannede nyfødte i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne. 

VITAMIN E

- KILDER, MÆNGDER OG MANGEL

Vitaminer er stoffer som kroppen ikke selv kan danne (nogle få kan dannes i kroppen, men ikke i tilstrækkelig mængde) og derfor skal de tilføres udefra. Vitamin E findes i mange fødevarer. Frø, nødder, planteolier og æggeblomme er nogle af kilderne med højeste niveauer af vitamin E.

Det er kun organismer med evnen til at udføre fotosyntese – dvs planter og organismer som alger og cyanobakterier - som kan syntetisere vitamin E. Det sker som nævnt via specifikke enzymer, som sørger for, at det er R-enantiomerer, der dannes. Sammensætningen af de forskellige vitamin E-molekyler varierer markant i forskellige kilder. Fx indeholder palme-, raps-, mandel-, solsikke- og især hvedekim-olie høje niveauer af α-Tocopherol, mens hvedekimsolie også indeholde meget β-Tocopherol. γ-Tocopherol findes især i majs-, raps- og sojaolie, mens δ-Tocopherol fx findes i sojaolie. I forhold til Tocotrienolerne findes de oftest i mindre koncentrationer, men fx palme- og risklid-olie indeholder relativt meget α-, og γ-Tocotrienol. Der findes også mere specielle olier som indeholder rigtig meget Tocotrienoler og næsten ingen Tocopheroler (men generelt er de ikke blandt de almindelig fødevarer).

Planterne producerer primært vitamin E pga. de antioxidative egenskaber – fx for at beskytte mod UV-stråling og lipiderne i frø og kernerne mod oxidation - harskning.

Anbefalet daglig indtag er lidt forskellig i forskelle dele af verden og forskellige instanser står for vurderingerne. Men generelt anbefales omkring 15 mg/dag for voksne. Ud over det anbefalede daglige indtag kan man også tale om det accepterede daglige indtag (ADI). I EU står EFSA for vurdering af fødevarer og fødetilsætningsstoffer (som vitamin E også er) – de har i deres seneste rapport ikke sat en ADI, men Tolerable Upper Intake Level (UL) på 300 mg/dag baseret på studier omkring bivirkning af vitamin E. JECFA (2*) har udledt en ADI baseret på forsøg på mennesker og den viden at vitamin E er et essentielt næringsstof på 0,15-0,2 mg/kg/dag for dl-a-Tocopherol (all-racemic α-Tocopherol), hvilket svarer til omring 10-15 mg/dag for voksne. 

Generelt er vitamin E vurderet til at være meget sikker (meget lav giftighed) og man har ikke dokumenteret uønskede bivirkninger ved indtag af Tocopherol gennem maden. Der hvor risikoen kan komme ind er ved meget høje niveauer af tilskud, hvor man fx har set forlænget blodkoagulationstid (tendens til at blødning) og ved mere en 1000 mg/dag er der set evidens for, at det kan virke pro-oxidant. Det er kendt at antioxidanter har en antioxidativ virkning ved relativt lave koncentrationer og så kan nogle komme til at virke modsat (pro-oxidant) ved høje koncentrationer.

I forskellige dele af verden er indtaget af vitamin E meget forskelligt. Et større studie har vist at størstedelen af jordens befolkning ikke når op på det anbefalede indtag på 15 mg/dag – bl.a. fordi de olier og andre fødevarer, man primært spiser, er forskellige mht. indholdet af vitamin E og mht. sammensætningen af vitamin E-molekylerne. Dette er vigtigt i forhold til virkning, hvor det primært er α-Tocopherol, der kan optages og kan have en virkning i kroppen. Fx indeholder majs- og soja-olie meget γ-Tocopherol og da disse olier er nogle af de primære olier i USA får de mindre optaget vitamin E end fx mennesker i nogle Europæiske lande, som mere spiser olier fra solsikker og oliven, der indeholder mere α-Tocopherol.

Mangel-symptomer på vitamin E er generelt sjældne, men kan fx forekomme hos for tidligt fødte babyer, hos personer med forringet evne til at absorbere vitamin E eller fedtstoffer generelt og hos personer som har mutation i det gen til det protein der medvirker i optagelsen af α-Tocopherol (proteinet hedder α-Tocopherol Transfer Protein – forkortet α-TTP).

Symptomerne på vitamin E-mangel er primært neurologisk dysfunktioner såsom dårlige reflekser, manglende kontrol over muskelbevægelser, manglende følelse, dårligere syn og mental retardering. Desuden er der set dårligere immunsystem. 

(2*) Joined FAO/WHO Expert Committee on Food Additives.

VITAMIN E I KROPPEN

Absorptionen fra tarmen tyder på at være ligelig for de forskellige vitamin E-molekylerne, men afhænger af flere faktorer; fx sammensætningen af indholdet i tarmen (føden man har spist og andre faktorer). Som eksempel kan fibre fra maden hæmme optagelsen af vitamin E, mens fedt kan fremme optagelsen. Forskellige studier af hvor meget af fødens E-vitamin, man absorberer over tarmen, spænder fra 20 til 80 % - et ret bredt spænd, som viser, at mange faktorer kan spille ind – inklusiv analyseopsætningen. Oralt indtaget vitamin E-derivater såsom Tocopheryl Acetate (som er almindeligt i kosttilskud) bliver i høj grad hydrolyseret til Tocopherol i tarmen inden det absorberes. Det som ikke bliver optaget over tarmen, bliver udskilt med afføringen.

Fra tarmen kommer det over i blodet og da blod er vandigt og vitamin E er fedtopløseligt er transporten lidt kompleks. Vitamin E og andre lipofile stoffer kan ikke blot flyde frit i blodet og bliver derfor transportere i blodet i form af særlige partikulære komplekser kaldet lipoproteiner. Lipoproteiner findes i forskellige størrelser og med forskellige kvaliteter. De inddeles normalt efter deres densitet i fx chylomichroner, LDL (Low Density Lipoprotein) og HDL (High Density Lipoprotein) – hvoraf mange nok kender til LDL og HDL i forhold til deres betydning for kolesterol-transporten. Lipoproteiner består generelt af forskellige fedtopløselig stoffer, såsom triglycerider, kolesterol og fedtopløselig vitaminer og på overfladen nogle mere amphiphile lipider som phospholipider og desuden særlig proteiner, som er vigtige for interaktioner med væv og andre stoffer i kroppen.

Via blodet kommer lipoproteinerne med vitamin E fra tarmen til leveren. I leveren sker flere vigtige og komplekse processer med vitamin E-molekylerne. I meget korte træk sker der det, at det særlige protein α-TTP (α-Tocopherol Transfer Protein) selekterer specifikt (RRR) α-Tocopherol og hjælper til at netop denne igen bliver inkorporeret i et nyt lipoprotein og dermed bliver transporteret fra leveren og ud i blodet igen. På den måde bliver det fordelt ud til de forskellige væv og kan blive optaget dér. De andre vitamin E-molekyler (β-, γ- og δ-Tocopherol og α-, β-, γ- og δ-Tocotrienoler) binder ikke nær så godt til α-TTP og bliver derfor ikke i nær så høj grad inkorporeret i et lipoprotein og sendt ud i blodet – de bliver i stedet hurtigere metaboliseret og udskilt via galden (og dermed afføringen) eller via urinen. Den naturlige α-Tocopherol har dermed en højere biotilgængelighed end de andre Tocopheroler og Tocotrienoler. Det er derfor relevant at se på fordelingen af α-, β-, γ- og δ-isomererne, når man vil vurdere hvor meget effektivt vitamin E der er i en fødevare.

I blodet er omkring 90 % af vitamin E-molekylerne α-Tocopherol og koncentrationen er omkring 25 µmol/L men kan øges op til 2-3 gang afhængig af indtaget. Det skal dog siges at der findes forskellige analysemetoder til at detektere vitamin E – som hver har deres fordele og ulemper – og det er ikke altid let at sammenligne resultater.

Fra blodet bliver vitamin E optaget i de forskellige væv hvor de især inkorporeres i cellemembranerne. Derudover bliver vitamin E lagret i fedtvæv – ca 90 % af den totale mængde vitamin E i kroppen menes at være i fedtvævet.

Udskillelsen af vitamin E sker primært via urinen og inden det, bliver det metaboliseret til andre stoffer, hvoraf man har vist at nogle af dem har en biologisk virkning – fx kan nogle metabolitter hæmme blodpladernes aggregering.

I forhold til huden er vitamin E også vigtig. Det er den mest almindelige lipofile antioxidant i huden og niveauet tyder på at være højere i epidermis (de øvre lag af huden) end i dermis. Det kommer især til epidermis via hudens sebum, som produceres i talgkirtlerne og bliver ledt ud til stratum corneum (det øverste lag af epidermis) via hårfolliklerne. Derfra placeres det sig i det extracellulære matrix og cellemembranerne og er dermed også en naturlig del af hudens overflade. Man har vist at, der går mindst 7 dage fra man har indtaget et α-Tocopherol-molekyle til man kan finde det i sebum og man har også vist at UV-stråling kan reducere mængden af vitamin E i huden (mest i stratum corneum) og at koncentrationen i epidermis falder ved sår og med alderen – hvilket kan tale for at supplering udefra kan være relevant.

Vitamin E og derivater der er appliceret på huden, har vist sig at kunne komme ind i huden, men mængden og hvor lang ind det kommer ind afhænger meget af hele produktets sammensætning og det kommer generelt ikke særligt lang ind, men bliver primært i stratum corneum. Fx har et studie med grisehud (som ligner menneske-hud en hel del) og forskellige produktformuleringer vist, at omkring 6-12 % af indholdet af vitamin E (1 % af formuleringen) kunne komme ind i huden. Man ved som nævnt at en del af vitamin E på overfladen af huden bliver oxideret af UV-stråling. Derfor bliver det af og til givet sammen med vitamin C, da dette kan regenerere vitamin E. Derud gør man også ofte vitamin E mere stabilt ved at lave det til et derivat – oftest Tocopheryl Acetate eller Tocopheryl Succinate, hvor man har sat en Acetat- eller Succinate-gruppe på i stedet for H-atomet i OH-gruppen. Dette er der både fordele og ulemper ved. Den primære fordel er, at molekylet da er mere stabilt overfor UV-strålernes påvirkning, mens den primære ulempe er, at vitamin E netop virker som en antioxidant ved at kunne afgive dette H-atom, som ikke er tilstedet i disse derivater. Det kunne da være fordelagtigt, hvis derivaterne kunne metaboliseres i huden til det virksomme vitamin E (og dermed virke som et prodrug), men desværre ser det ud til at metaboliseringen i huden af vitamin E derivater generelt er meget lav.    

VITAMIN E

- FUNKTIONER

Vitamin E er mest kendt for at være en essentiel antioxidant. Antioxidanter virker ved at neutralisere frie radikaler, som er meget reaktive stoffer, der kan skade fx DNA og membran-lipider (primært dobbeltbindingerne i umættede fedtsyrer i lipiderne) ved at starte en radikal kædereaktion. Normalt er elektroner i par, men i frie radikaler er der en uparret elektron, hvilket gør molekylet reaktivt. For vitamin E-molekylernes vedkommende virker de ved at donere en elektron – eller rettere: vitamin E-molekylet donerer Hydrogen-atomet fra OH-gruppen med én elektron. Derved bliver radikalet neutraliseret og kædereaktionen stoppes. En sådan reaktion kaldes en redox-reaktion, fordi det ene molekyle (antioxidanten) bliver oxideret, mens det andet molekyle (radikalet) bliver reduceret. Nu har vitamin E-molekylet, en uparret elektron (hvis det er en Tocopherol kaldes dette molekyle for Tocopheroxyl Radikal), men pga. den kemiske opbygning er denne bedre til at håndtere en uparret elektron og er derfor ikke så reaktiv og samtidig relativt stabil. Potentielt kan det radikale vitamin E-molekyle finde på at reagere med fx et andet radikale vitamin E-molekyle i nærheden og danne en dimer, eller det kan oxideres yderligere eller det kan reagere med umættede lipider i nærheden og derved agere pro-oxidant og starte en radikal kædereaktion, som den netop har forhindret. Det der normalt sker er, at det reagerer med en anden co-antioxidant, hvorved det bliver reduceret (regenereret) tilbage til det oprindelig vitamin E-molekyle, så det kan virke som antioxidant igen. Denne anden co-antioxidant er ofte vitamin C (askorbinsyre), som ved reduktionen af vitamin E-molekylet selv bliver oxideret og dermed bliver en relativt stabil radikal – denne kan reagere med andre co-antioxanter som glutathion. Der er således et netværk af antioxidanter som hjælper hinanden med at håndtere frie radikaler og det oxidative stress, som de danner.

De frie radikaler dannes ved mange forskellige processer – også helt naturlige såsom metabolismen og inflammation, men også via påvirkninger udefra som UV-stråling og forurening (hvilket er de primære faktorer for huden). To overordnede grupper blandt de frie radikaler er Reactive Oxygen Species, som forkortes ROS og Reactive Nitrogen Species, som forkortes RNS. De mest almindelig i kroppen er ROS og det kan være ret små molekyler såsom, som fx superoxide radikal anion (O2•⁻), singlet oxygen (1O2, som ikke er en fri radikal men kan trigge dannelsen af frie radikaler) og Hydroxyl radikal (•OH) og større molekyler som lipid-peroxyl radikaler (ROO•, hvor R er lipid-delen). De forskellige antioxidanter har særlige affinitet for bestemte radikaler; fx er vitamin E-molekylerne især gode til at neutralisere (reducere) lipid-peroxyl radikaler og singlet oxygen – det spiller selvfølgelig også en rolle, at vitamin E er lipofile og derfor befinder sig i et miljø som cellemembranen, der vil indeholde de fedtopløselige radikaler.

De fire Tocopheroler har lignende antioxidative effekter i in vitro-studier, men da det er α-Tocopherol, som optages bedst i kroppen har den mest virkning på mennesker in vivo. Nogle nyere studier viser, at Tocotrienolerne har højere antioxidativ effekt end Tocopherolerne, men da optagelsen efter oral indtagelse er relativt lille (ligesom for β-, γ- og δ-Tocopherol) og de fleste fødevarer ikke indeholder meget Tocotrienoler, har det alligevel ikke meget effekt i kroppen. Dog kan dette være interessant i forhold til topikal brug af Tocotrienoler og i forhold til at beskytte selve produkterne med virksomme antioxidanter.   

Ud over at være antioxidant er der studier som tyder på at vitamin E-molekylerne har andre egenskaber. Fx cellulære signalering ved inflammation, hvor man har vist at α-Tocopherol kan hæmme en række nøgletrin i denne proces. Noget tyder på at den måde α-Tocopherol virker på er ved at hæmme de centrale protein Kinase C-enzymer, som spiller vigtige roller i mange forskellige signaleringer såsom cytokiner, vækstfaktorer og hormoner. I forhold til inflammation har man fx set at α-Tocopherol kan hæmme aggregering af blodplader, produktionen af collagen α1(I) i fibroblaster frigivelse af visse interleukiner og den alders-afhængige øgning af collagenase hudens fibroblaster. Der er også studier som tyder på at vitamin E kan påvirke regulering af nogle genudtryk og påvirke immunsystemet (nogle studier tyder på en hæmmende og andre på en fremmende effekt på immunsystemet).

Vitamin E menes at spille en vigtig rolle i at fremme sundheden, forebygge og/eller behandle nogle sygdomme. Der er mange sygdomme som er forbundet med frie radikaler og oxidativ stress og inflammation, så det giver god mening, at en antioxidant som vitamin E skulle have en gavnlig virkning. Og mange in vivo studier tyder på at der er sammenhænge, men der er også mange in vivo studier, som ikke viser en klar sammenhæng. Så for mange sundhedsaspekter ved man ikke nok endnu til kunne konkludere om vitamin E har en reel positiv virkning. I et af de større studier med mennesker har man dog vist at højere niveau af α-Tocopherol i blodet (30 µmol/L eller højere) var associeret med laver dødelighed. I den positive ende findes også et meta-studie, hvor man har forsøgt at finde sammenhæng mellem visse inflammatoriske hudsygdomme og niveauet af vitamin E. Man fandt en korrelation mellem lavere vitamin E-niveauer i serum hos patienter med vitiligo, psoriasis, atopisk eksem og akne. Men man så fx ikke en signifikant forskel i niveauet af vitamin E og sværhedsgraden af akne. Men der er andre studier som ikke har fundet denne sammenhæng.

I forhold til huden er der studier som tyder på at vitamin E har en beskyttende effekt i forhold til skader fra UVB-stråling – særligt mht akut rødme og aldringstegn. I dyreforsøg har man fx vist at påføring af α-Tocopherol og α-Tocopheryl Acetate før og lige efter UV-bestråling reducerede skader som UV-bestråling ellers ville give såsom oxidative skader på lipider og DNA. I forsøg med mennesker har man også vist at vitamin E på huden kan reducere oxidationen af hudens overfladelipider, reducere rødme og hæmme den immun-aktivitet som UV-bestråling kan give. Et andet interessant emne i forhold til hud og vitamin E er sår og ar. Man ser en reduktion af vitamin E ved sår og vitamin E er derfor ofte anvendt ved sår og for at forbedre ar-dannelsen (både oralt og topikalt). Men igen peger studier ikke overordnet i samme retning - så trods mange studier mangler der konkluderende evidens for en reel positiv virkning på sår og ar. 

VITAMIN E

- FREMSTILLING OG ANVENDELSER

Der produceres omkring 35.000 tons vitamin E hvert år på verdensplan. Vitamin E kan være fremstillet syntetisk, semi-syntetisk eller være udvundet fra naturlig olier. På verdensplan er den syntetiske fremstillingsmetode mest anvendt i forhold til fx kosttilskud – og ofte i form af Tocopheryl Acetate, da det er mere stabilt end Tocopherol. Selve syntesen kan foregå via forskellige trin og giver som nævnt et racemisk mix af Tocopherolerne. I den semi-syntetisk fremstillingsmetode udvindes naturlige vitamin E-molekyler og derefter bliver de kemisk modificeret – fx kan man med en særlig kemisk reaktion omdanne et mix af RRR-α-, β-, γ- og δ-Tocopherol til alene RRR-α-Tocopherol (den mest aktive form). Endelig kan vitamin E udvindes fra vegetabilske olier – ofte fra solsikke- og soja-olie. Udvindelsen kan fx ske ved molekulær distillation. Når der bruges naturligt vitamin E i kosmetik er det ofte udvundet fra solsikke- eller soja-olie og typisk i en renhed på 70-90% RRR-α-, β-, γ- og δ-Tocopheroler – miks afhængig af den oprindelige olies sammensætning og resten er den vegetabilske olie og måske lidt Tocotrienol. I forskellige sammenhænge kan det være en fordel at have vitamin E på en mere stabil form og eventuel lidt mere opløselig i vand. Derfor har man bl.a. laver derivater som Tocopheryl Acetate og Tocopheryl Phosphate. Desuden har man lavet nano-emulsioner and andre typer strukturer som skulle hjælpe på optagelsen og virkningen.

Vitamin E og særligt RRR-α-Tocopherol er en essentiel mikronæringsstof, som bruges i forskellige industrier – primært i medicin, fødevarer og kosmetik. Da det som nævnt kan regenereres ved at reagere med vitamin C, kan der være fordel i at kombinere disse to vitaminer.

I forhold til medicinsk brug af vitamin E er der lavet mange studier på forskellige sygdomme og sammenhængen med vitamin E niveau (primært α-Tocopherol) og nogle steder finder man en korrelation, men virkning af behandling med vitamin E i forskellige studier er ofte ikke konsekvent. Der er fx lavet studier omhandlende kardiovaskulære sygdomme, cancer og cystisk fibrose. Ved en sygdom er medicinsk behandling med vitamin E uden tvivl virkningsfuld og det er hos de personer som har genfejl i α-TTP. Her gives der doser α-Tocopherol for at kompensere for manglen af funktionsdygtigt α-TTP og dermed forringet optagelse af det vitamin E der indtages via maden.

Vitamin E bruges meget i fødevareindustrien og er et meget velundersøgt tilsætningsstof. Det er de antioxidative egenskaber, man udnytter i fedtholdige fødevarer for at hæmme oxidation og dermed harskning af fedtet. Vitamin E er som nævnt vurderet til at være meget sikkert at indtage og der er derfor ikke grund til bekymring mht sikkerhed, når det anvendes som tilsætningsstof, hvor det kan være listet som en eller flere af følgende E-numre: E306, E307, E308 eller E309. E306 er Tocopherol-rigt naturligt ekstrakt (mix af RRR-α-, β-, γ- og δ-Tocopherol og R-α-, β-, γ- og δ-Tocotrienoler afhængig af hvilken spiselig olie man udvinder det fra); E370 er syntetisk α-Tocopherol (dvs all-racemic α-Tocopherol); E308 er syntetisk γ-Tocopherol (dvs all-racemic γ-Tocopherol) og endelig er E309 syntetisk δ-Tocopherol (dvs all-racemic δ-Tocopherol). Mange at de studier der ligger bag vurderingerne er baseret på acetat-formerne og disse vurderes derfor også for at være sikre. Ud over som tilsætningsstof bruges vitamin E i forskellige former også som kosttilskud.

I kosmetik bruges vitamin E også rigtig meget – både for at beskytte olierne og fedtstofferne i produktet og for at have en virkning på huden. Koncentrationen varierer meget i forskellige produkter. Producenter af vitamin E foreslår at bruge 0,01-0,04 % i forhold til indholdet af fedtstoffer i produktet, der skal beskyttes mod oxidation (harskning) – og hvis der er mange polyumættede fedtstoffer foreslå de op til 0,2 %, da disse er særligt udsat for oxidation. Det kosmetiske produkt indeholder ofte omkring 0,01-0,5% Tocopherol – og ofte lidt højere koncentration hvis det fx Tocopheryl Acetate der anvendes. Det er generelt meget sikkert at bruge i kosmetik. Tilfælde af kontaktallergi induceret af vitamin E og derivater deraf findes, men hyppigheden er meget lav i forhold til den udbredte brug.

Vitamin E er uden tvivl en vigtig antioxidant og findes naturligt over alt i kroppen – også i og på huden. De potentielle virkninger er mange og der er en del man endnu ikke har klar evidens for, men som fremtidig forskning forhåbentlig vil komme med svar på.   

Kilder:

Brigelius-Flohé, R.; Kelly. F. J.; Salonen, J. T.; Neuzil, J.; Zingg, J.-M.; Azzi, A. The European perspective on vitamin E: current knowledge and future research, The American Journal of Clinical Nutrition. 2002; Volume 76, Issue 4, Pages 703–716.

De Oliveira Pinto, C. A. S.; Martins, T. E. A.; Martinez, R. M.; Freire, T. B.; Velasco, M. V. R.; & Baby, A. R. Vitamin E in Human Skin: Functionality and Topical Products. I P. Erkekoglu, & J. S. Santos (Eds.), Vitamin E in Health and Disease - Interactions, Diseases and Health Aspects. IntechOpen.

EFSA ANS Panel (EFSA Panel on Food Additives and Nutrient Sources added to Food), 2015. Scientific Opinion on the re-evaluation of tocopherol-rich extract (E 306), α-tocopherol (E 307), γ-tocopherol (E 308) and δ-tocopherol (E 309) as food additives. EFSA Journal 2015;13(9):4247, 118 pp.

Etsuo N. & Kouichi A. 2019. CHAPTER 1: Vitamin E: Structure, Properties and Functions, in Vitamin E: Chemistry and Nutritional Benefits. Bind 11 af Food, Chemistry Function and Analysis. Royal Society of Chemistry; pp. 1-11.

Fiume, M. M.; Bergfeld, W. F.; Belsito, D. V.; Hill, R. A.; Klaassen, C. D.; Liebler, D. C.; Marks, J. G.; Jr, Shank, R. C.; Slaga, T. J.; Snyder, P. W.; Andersen, F. A.; & Heldreth, B. Safety Assessment of Tocopherols and Tocotrienols as Used in Cosmetics. International journal of toxicology. 2018; 37(2_suppl), 61S–94S.

Kodad, O.; Socias i Company, R.; & Alonso J.M. Genotypic and Environmental Effects on Tocopherol Content in Almond. Antioxidants. 2018; 7(1):6.

Kundu, S.; & Sarkar, D. A Year Away to 100th Year of Vitamin E Synthesis. Journal of Heterocyclic Chemistry. 2021; 58. 1741-1748.

Liu, X.; Yang, G.; Luo, M.; Lan, Q.; Shi, X.; Deng, H.; Wang, N.; Xu, X.; & Zhang, C. Serum vitamin E levels and chronic inflammatory skin diseases: A systematic review and meta-analysis. PloS one. 2021; 16(12).

Michels, A. J.; Traber, M. G.; & Rumbel, H. P. Vitamin E and skin health. Linus Pauling Institute. Written February 2012. Lokaliseret d. 17. Marts 2022: https://lpi.oregonstate.edu/mic/health-disease/skin-health/vitamin-E

Nada, A.; Krishnaiah, Y. S.; Zaghloul, A. A.; & Khattab, I. In vitro and in vivo permeation of vitamin E and vitamin E acetate from cosmetic formulations. Medical principles and practice: international journal of the Kuwait University, Health Science Centre. 2011; 20(6), 509–513.

Packer, L.; Weber, S. U.; & Rimbach, G. Molecular aspects of alpha-tocotrienol antioxidant action and cell signalling. The Journal of nutrition. 2001; 131(2), 369S–73S.

Rizvi, S.; Raza, S. T.; Ahmed, F.; Ahmad, A.; Abbas, S.; & Mahdi, F. The role of vitamin e in human health and some diseases. Sultan Qaboos University medical journal. 2014; 14(2), e157–e165.

Santos, J. S.; Tavares, G. D.; & Barradas, T. N. Vitamin E and Derivatives in Skin Health Promotion. In Erkekoglu, P.; & Santos J. S. (Eds.). Vitamin E in Health and Disease – Interactions. Diseases and Health Aspects. 2021 IntechOpen. https://doi.org/10.5772/intechopen.99466

Sen, C. K.; Khanna, S.; Rink, C.; & Roy, S. Tocotrienols: the emerging face of natural vitamin E. Vitamins and hormones. 2007; 76, 203–261.

Sidgwick, G. P.; McGeorge, D.; & Bayat, A. A comprehensive evidence-based review on the role of topicals and dressings in the management of skin scarring. Archives of dermatological research. 2015; 307(6), 461–477. 

Szewczyk, K.; Chojnacka, A.; & Górnicka, M. Tocopherols and Tocotrienols-Bioactive Dietary Compounds; What Is Certain, What Is Doubt?. International journal of molecular sciences. 2021; 22(12), 6222.

Tanaydin, V.; Conings, J.; Malyar, M.; van der Hulst, R.; van der Lei, B. The Role of Topical Vitamin E in Scar Management: A Systematic Review, Aesthetic Surgery Journal. September 2016; Vol 36;8 P. 959–965.

Traber, M. G.; & Stevens, J. F. Vitamins C and E: beneficial effects from a mechanistic perspective. Free radical biology & medicine. 2011; 51(5), 1000–1013.

Wikipedia website. https://en.wikipedia.org/wiki/Vitamin_E & https://en.wikipedia.org/wiki/Tocopherol Located 17. Marts 2022.