Fermentering
Fermentering
Mikrobiomet, præ-, pro- og postbiotika – fermentering
Mikrobiomet, præ-, pro- og postbiotika samt fermentering er alle begreber, der får stigende opmærksomhed inden for både sundhed og kosmetik. Det er brede og komplekse emner, der spænder fra biologi til produktudvikling, og de spiller en stadig vigtigere rolle i vores forståelse af kroppen – inklusive dens ydre overflade.
Her er fokus specifikt på huden og kosmetik. Først introduceres mikrobiomet med vægt på hudens mikrobiom, hvorefter præ-, pro- og postbiotika gennemgås med fokus på deres anvendelse i hudplejeprodukter. Endelig rettes opmærksomheden mod fermentering som en proces, der i stigende grad anvendes til fremstilling af kosmetiske ingredienser.
PUCA PURE & CARE anvender præ- og postbiotiske ingredienser samt ingredienser, der er fremstillet ved fermentering, i nogle af sine produkter – for eksempel Yeast Ferment Extract og Lactococcus Ferment Lysate.
Mikrobiomet
"Mikrobiom" stammer fra græsk og betyder "lille liv" – et udtryk, der bruges til at beskrive miljøet af mikroorganismer på et bestemt sted. I nogle tilfælde bruges det til at beskrive det samlede genetiske materiale fra disse mikroorganismer, men det bruges ofte, ligesom udtrykket "mikrobiota", til at henvise til selve mikroorganismerne snarere end blot deres gener. Man kan derfor tale om for eksempel tarmmikrobiomet og hudmikrobiomet.
Der er ingen tvivl om, at mennesker er fuldstændig afhængige af deres mikrobiom for at overleve – vi lever sammen i symbiose1. Det er et meget bredt emne, og meget er stadig ukendt. Her vil fokus være på hudens mikrobiom og på, hvad der kan påvirke det.
Huden består af flere lag: Det inderste lag er subcutis (hypodermis), efterfulgt af dermis, og det yderste lag er epidermis. Epidermis fornyer sig konstant – dette kaldes hudens (epidermale) omsætning. Mekanismen bag denne kontinuerlige fornyelse er, at cellerne i det inderste lag af epidermis, stratum basale, kontinuerligt deler sig og danner keratinocytter, som gradvist migrerer udad. På deres vej til overfladen ændrer disse celler sig gradvist, efterhånden som de danner de forskellige lag af epidermis, indtil de til sidst – når de når det yderste lag, stratum corneum – bliver afstødt og falder af. Denne omsætning fra stratum basale til stratum corneum tager cirka fire uger – den er langsommere i ældre hud og hurtigere i hud, der har tendens til tørre, skællende områder2.
Hudens naturlige mikrobiota består af mange forskellige mikroorganismer: bakterier, arkæer3, svampe, vira og mider. De findes på hudens overflade, i de øverste lag af epidermis og for eksempel i svedkirtler og hårsække. De er tilpasset det specifikke miljø i den hud, de koloniserer. Der er permanente mikroorganismer, som forbliver i miljøet, og forbigående mikroorganismer, som kommer og går. Huden kan groft sagt opdeles i tre forskellige typer mikromiljøer, som er afgørende for, hvilke mikroorganismer der koloniserer området: områder med høj talgproduktion (f.eks. ansigtets T-zone), fugtige områder (f.eks. armhulen) og tørre områder (f.eks. håndfladerne).
Afhængigt af deres symbiotiske forhold til værten (i dette tilfælde mennesket) kan mikroorganismer klassificeres som henholdsvis kommensaler, der er til stede uden at forårsage skade; patogener, som forårsager skade; og mutualister, som er gavnlige. Det er dog vigtigt at påpege, at det i mange tilfælde er miljøet og hudens forsvarsmekanismer, der afgør, om en mikroorganisme opfører sig patogent eller ej. Således er mange af de mikroorganismer, der forbindes med hudproblemer – for eksempel hud med tendens til urenheder eller meget tør og sart hud – naturligt til stede på huden som kommensale mikroorganismer, og det er først i tilfælde som dysbiose (ubalance) i mikrobiomet, at de begynder at opføre sig på en måde, der kan være mere problematisk for huden. Derfor kan mikroorganismer ikke entydigt opdeles i "gode" og "dårlige".
I forbindelse med forskellige hudproblemer og andre tilstande i huden – såsom kløe, hudirritation og tørhed – er det ikke i alle tilfælde videnskabeligt afklaret, om mikrobiel dysbiose er årsagen til hudtilstanden, eller om hudtilstanden er årsagen til dysbiosen. Ved mange hudproblemer og visse tilstande i huden observeres der dog en klar sammenhæng mellem tilstanden og dysbiose.
Mikrobiomet og hudcellerne "kommunikerer" konstant og regulerer niveauet af forskellige signalmolekyler m.m., hvilket er vigtigt for udviklingen og stimuleringen af hudens naturlige forsvar i tæt samspil med mikrobiomet. På denne måde lærer huden at skelne mellem forskellige mikroorganismer og at opretholde en fin balance mellem at angribe "fremmede" og tolerere "fredelige" mikroorganismer – en balance, der ikke altid opretholdes perfekt.
Blandt andre gavnlige egenskaber kan det nævnes, at nogle mikroorganismer producerer vitamin K og B-vitaminer. De mikroorganismer, der hører til på huden, hæmmer koloniseringen af eksterne mikroorganismer ved deres tilstedeværelse – de optager plads, "forbruger" næringsstoffer (som for eksempel kan være affaldsprodukter fra huden – hvilket betyder, at mikrobiomet på en måde kan "rense" huden) og udskiller forskellige stoffer såsom antimikrobielle peptider og fedtsyrer, som kan gøre miljøet ugunstigt for andre (for eksempel potentielt sygdomsfremkaldende) mikroorganismer. Hudens mikrobiom er således også en del af det ydre "forsvar", som huden giver kroppen. Hudens mikrobiom bidrager også til at opretholde hudens fugtniveau og hudbarrieren.
Et meget vigtigt forhold vedrørende hudens mikrobiom er, at det er meget individuelt, og at der ikke er etableret nogen standard for, hvad der udgør et "sundt" mikrobiom – hver person har sit eget unikke mikrobiom (selv mikrobiomet på højre og venstre hånd hos den samme person er forskelligt). Mange faktorer er med til at bestemme et individs mikrobiom. Ud over hudens mikromiljø, som er en meget vigtig faktor, spiller blandt andet hudens tendens til rødme og irritation, klima, køn, alder, hormonstatus, genetik, brug af medicin og naturligvis hygiejne og hvad der påføres huden, også en rolle. Derfor er det ikke ligetil at "balancere" mikrobiomet ved hjælp af for eksempel kosmetiske produkter. Der kommer dog efterhånden mere dokumentation, der understøtter nogle positive effekter af visse biotika på hudens mikrobiom, selv om der stadig mangler klarhed i branchen, for eksempel i forhold til hvordan begreberne anvendes.
Der sker en løbende udvikling inden for mere personligt tilpasset kosmetik, hvor der arbejdes på at udvikle produkter, der er bedre skræddersyet til den enkelte, selv om dette felt stadig ikke er særlig avanceret. Et andet voksende initiativ inden for kosmetikbranchen er at undersøge kosmetiske produkters indvirkning på mikrobiomet. Der er derfor udviklet forskellige typer tests, der kan indikere, om et produkt påvirker mikrobiomet på en positiv, neutral eller negativ måde, og dermed kan understøtte bestemte påstande, såsom "mikrobiomvenlig kosmetik". Der er også gjort betydelige fremskridt inden for mikrobiomanalyse, som kan anvendes på tværs af mange områder. Der er dog stadig meget, man ikke ved om mikrobiomet, herunder detaljer i dets interaktion med huden og kroppen som helhed.
1"Symbiose" stammer fra græsk og betyder "at leve sammen". Begrebet bruges primært til at beskrive en tæt forbindelse mellem to forskellige organismer. En symbiose kan være gavnlig for begge parter og kaldes da mutualistisk symbiose, alternativt kan den være gavnlig for den ene organisme og neutral for den anden, i så fald kaldes den kommensal symbiose, eller den kan være gavnlig for den ene og skadelig for den anden, i så fald kaldes den parasitisk symbiose.
2Du kan finde flere oplysninger om hudens struktur i beskrivelsen af glycerin på denne hjemmeside
3Arkæer er et af de tre domæner af levende organismer – de to andre er bakterier og eukaryoter. I nogle henseender ligner arkæerne bakterier, f.eks. med hensyn til størrelse, og ligesom bakterier er de encellede organismer.
Præ-, pro- og postbiotika
"Biotika" stammer fra det græske "biōtikós" og betyder "forbundet med liv". Præbiotika kan således oversættes med "før liv", probiotika med "for liv" og postbiotika med "efter liv". De to første udtryk er primært kendt fra kosttilskudsbranchen, mens sidstnævnte er af nyere oprindelse. Samlet set danner disse begreber grundlag for en af de ældste processer, vi kender inden for fødevareproduktion – nemlig fermentering.
Præbiotika: Der er bred enighed om definitionen af præbiotika: Det er stoffer, der selektivt udnyttes af værtsorganismens mikroorganismer og derved giver en sundhedsmæssig fordel til værten – som i denne sammenhæng er menneskekroppen.
De kan derfor beskrives som "mad" for gavnlige mikroorganismer, som påvirker mikrobiomets sammensætning og/eller aktivitet på en måde, der gavner kroppen. Man kunne sige, at der skal være mad, før der kan være liv – deraf betegnelsen præbiotika. Præbiotika er derfor for eksempel stoffer, der ikke nedbrydes og udnyttes af kroppens egne enzymer, men i stedet kan metaboliseres (fermenteres) af enzymer produceret af gavnlige mikroorganismer.
Den største gruppe – og de "klassiske" præbiotika – er kostfibre; komplekse kulhydrater i form af forskellige polysaccharider og oligosaccharider såsom inulin og beta-glucaner4. Gruppen af præbiotika er dog gradvist blevet udvidet, og andre klasser af forbindelser anses nu også for at indeholde stoffer, der kan fungere som præbiotika, herunder konjugerede5 linolsyrer, phenoler og visse andre planteafledte forbindelser.
Probiotika har en forholdsvis velafgrænset definition inden for fødevareindustrien, som også vinder indpas i kosmetikindustrien. Nogle har dog brugt udtrykket bredere, end definitionen tillader. Som følge heraf findes der kosmetiske produkter, der bærer påstanden "probiotika", uden at de opfylder den definition, som FAO-WHO6 har fastsat i en konsensuserklæring: Probiotika defineres som "levende mikroorganismer, der, når de administreres i tilstrækkelige mængder, giver værten en sundhedsmæssig fordel". I de tidlige stadier, da probiotika var nye i kosmetikindustrien, anvendte mange producenter en bredere definition, så for eksempel stoffer afledt af probiotiske mikroorganismer og ikke-levedygtige (døde) probiotiske mikroorganismer (som ellers ville blive klassificeret som postbiotika) også blev omtalt som probiotika – vel at mærke uden at indeholde levende mikroorganismer.
Levende mikroorganismer er generelt noget, producenter søger at undgå i deres produkter, da mikroorganismer kan være skadelige og kan ødelægge produktet. Derudover har SCCS (Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed) i sine retningslinjer for testning og sikkerhedsvurdering af kosmetiske ingredienser anbefalet grænseværdier for mikrobielt indhold i kosmetik – retningslinjer, der generelt følges.
Produkter, der kan understøtte mikrobiel vækst – hvilket gælder for mange kosmetiske produkter – konserveres derfor, og der udføres mikrobiologiske undersøgelser for at sikre, at de produkter, der bringes på markedet, er fri for mikroorganismer, og at konserveringssystemet kan eliminere mikroorganismer, der kan forsøge at kontaminere produktet. En af de primære årsager til, at kosmetiske produkter trækkes tilbage fra markedet, er mikrobiel kontaminering. Derfor prioriteres konservering og mikrobiologisk kontrol højt af de fleste kosmetikproducenter. Som følge heraf er det ikke muligt at inkludere probiotika i form af levende mikroorganismer i de fleste nuværende kosmetiske produkter. Dette skyldes flere faktorer, herunder at konserveringssystemer typisk vil eliminere mikroorganismerne, samt de udfordringer, der er forbundet med at kontrollere mikrobiel vækst og samtidig sikre passende holdbarhed og produktsikkerhed.
Nogle producenter forsøger at overvinde disse udfordringer gennem forskellige tilgange. For eksempel ved at frysetørre mikroorganismerne og derefter indarbejde dem i en egnet formulering. Det kan dog være vanskeligt at kontrollere, hvor effektivt mikroorganismerne bliver aktive igen, når de påføres huden, og i hvilken grad de derefter kan udøve deres gavnlige effekt. Mikroindkapsling og enkeltdosisemballage, som man kender fra kosttilskud, udgør en anden, mere teknisk krævende tilgang. Brug af probiotika i vandfri produkter (som ikke kræver konservering) er en anden strategi, der anvendes af nogle producenter.
Det er også værd at overveje, om probiotika, der indeholder levende mikroorganismer, er en effektiv måde at påvirke hudens mikrobiom på. Et betydeligt antal mikroorganismer ville sandsynligvis være nødvendigt, da huden allerede rummer en stor mikrobiel population. I et studie forsøgte forskere at anvende en fremgangsmåde svarende til fækal transplantation ved at overføre mikroorganismer fra en rask donor til et andet individ. Fækal transplantation har vist meget lovende resultater i adskillige undersøgelser i behandlingen af Clostridium difficile-infektion. I dette lille studie, hvor der blev foretaget transplantation af hudmikrobiom på specifikke hudområder, observerede man, at modtagerens mikrobiom kunne nærme sig donorens efter tre påføringer af 1 mL af en opløsning indeholdende 10⁸ CFU/mL7. Ændringer kunne registreres efter flere dage.
Der er også begrebet "synbiotika", som primært bruges i forbindelse med kosttilskud. Dette henviser til en kombination af præbiotika og probiotika – det vil sige mikroorganismer sammen med deres "næringsmæssige støtte", som har til formål at lette deres etablering i et nyt miljø. Probiotika, der anvendes i kosmetik i dag, tilhører oftest slægterne Lactobacillus og Bifidobacterium.
Postbiotika er et relativt nyt koncept inden for "biotikafamilien", og der er endnu ikke fuld konsensus om definitionen på tværs af alle sektorer. Men overordnet set er der tale om inaktive mikroorganismer og/eller deres komponenter, som kan give en gavnlig effekt. De består således af komponenter og stoffer, der stammer fra – typisk probiotiske – mikroorganismer. Dette gør det til et meget bredt begreb, som omfatter yderst komplekse blandinger.
Det, der stadig er uklart, er, hvor meget der skal være af de faktiske mikroorganismer, for at et produkt kan klassificeres som postbiotika. Nogle hævder, at et produkt, for at blive betragtet som "postbiotika", skal indeholde dele af de mikrobielle celler, det intracellulære indhold og de stoffer, der produceres af cellerne (metabolitter). Andre klassificerer også blandinger, hvor de cellulære komponenter er fjernet, så der "kun" er metabolitterne tilbage, som postbiotika.
I forbindelse med kosmetik identificeres postbiotiske blandinger ofte gennem INCI-navne, der indeholder et eller flere af følgende termer: navnet på en mikroorganisme, såsom "Bacillus", "Lactobacillus", "Lactococcus" eller "Bifida", samt "Ferment", "Ferment Filtrate" eller "Lysate". I nogle tilfælde angiver INCI-navnet også det substrat, der anvendes i fermenteringsprocessen, og som for eksempel kan være plantebaserede materialer.
Postbiotika produceres typisk via fermentering, hvor en eller flere specifikke probiotiske mikroorganismer forsynes med et substrat, som de kan nedbryde og vokse på, hvilket resulterer i et øget antal mikroorganismer og dannelse af forskellige metabolitter. Selvom nogle gavnlige metabolitter er kendt, er disse blandinger generelt kemisk meget komplekse, og der er stadig meget, der skal forstås.
Postbiotika, der anvendes i kosmetikindustrien, vil generelt ikke indeholde levende celler og i mange tilfælde heller ikke cellulære komponenter. Lysis er en metode, der bruges til at inaktivere mikroorganismer, hvor cellevæggen nedbrydes, for eksempel gennem enzymatiske processer eller osmotisk tryk, så celleindholdet frigives til det omgivende medium – og der dannes lysater. Tyndallisering er en anden metode, der bruges til at inaktivere mikroorganismer ved hjælp af varme; dette ødelægger ikke nødvendigvis cellevæggene, men cellerne er ikke længere levedygtige.
4Du kan finde flere oplysninger om betaglukaner i beskrivelsen af Avena sativa på denne hjemmeside
5Konjugerede linolsyrer er en type flerumættet lipid, der f.eks. findes i mejeriprodukter og kød.
6FAO står for Food and Agriculture Organization, som er FN's organisation for fødevarer og landbrug, mens WHO står for World Health Organization. De to organisationer samarbejder på forskellige områder.
7CFU står for Colony Forming Units (kolonidannende enheder). Det er et mål for antallet af levedygtige mikroorganismer i en opløsning.
10⁸ CFU/ml betyder, at der i en milliliter af opløsningen vil dannes 100.000.000 mikrobielle kolonier, når de dyrkes.
Fermentering
Fermentering er en proces, der går tusinder af år tilbage og stadig spiller en vigtig rolle i dag. Det er en naturlig biokemisk proces, der forekommer i utallige variationer, da mange mikroorganismer – primært svampe og bakterier – kan udføre fermenteringsprocesser på forskellige substrater og under varierende forhold.
Her kan nævnes nogle få af de mange områder, hvor mennesker anvender fermentering ved hjælp af mikroorganismer og deres enzymer: produktion af adskillige naturlige råmaterialer til forskellige industrier, nedbrydning af affaldsprodukter, landbrugsensilage, enzymproduktion samt konservering og fremstilling af mange fødevarer såsom brød, yoghurt, ost og alkohol.
Fermentering finder også sted i menneskekroppen – især i tarmen, hvor mikroorganismer bidrager til nedbrydningen af maden og producerer metabolitter, hvoraf nogle kan være gavnlige for kroppen. Det kan også hævdes, at den proces, der finder sted i arbejdende muskler under anaerob aktivitet, hvor mælkesyre dannes, er en type fermentering udført af enzymer i muskelceller. Det er faktisk enzymer – oftest fra mikroorganismer – der driver fermenteringsprocesser.
Der findes ingen enkelt, klart defineret og afgrænset definition af fermentering, ud over at det er en metabolisk proces, hvor enzymer katalyserer den kemiske omdannelse eller nedbrydning af organisk materiale. Resultatet er ofte en blanding af mindre molekyler og uorganiske stoffer. Den mest kendte fermenteringsproces er sandsynligvis produktionen af alkohol, hvor enzymer fra for eksempel gær af slægten Saccharomyces omdanner et glukosemolekyle til to ethanolmolekyler, samtidig med at de producerer kuldioxid og genererer energi til gærcellen.
Fermentering kan forekomme under anaerobe (uden ilt) og aerobe (med ilt) forhold – selvom de fleste fermenteringsprocesser er anaerobe. Fermentering er ikke altid det samme som nedbrydning, selvom det kan beskrives som en form for nedbrydning. Fermenterede fødevarer er generelt spiselige og fremstilles under omhyggeligt kontrollerede forhold for at sikre, at uønskede "nedbrydningsmikroorganismer" ikke ødelægger produktet. Nedbrydningsprocesser forekommer naturligt, hvor der er varme, fugt og mikroorganismer, hvorimod "gavnlig" fermentering typisk kræver specifikke betingelser. Som et illustrerende eksempel kan mælk blive til både sur mælk (nedbrydning) og ost (fermentering).
Nogle af fordelene ved fermentering, for eksempel i fødevarer, omfatter dannelsen af gavnlige forbindelser såsom antioxidanter og smagsstoffer samt en øget biotilgængelighed af mange stoffer. Mindre molekyler, der produceres af mikroorganismer under fermentering, absorberes lettere og kan dermed potentielt forbedre fødevarens næringsværdi. Fermentering kan også bruges til at øge værdien af store mængder biprodukter fra fødevareindustrien – frugt, grøntsager, korn, mejeriprodukter samt kød- og fiskebiprodukter kan fungere som værdifulde ressourcer, der gennem fermentering med forskellige mikroorganismer kan udnyttes mere effektivt.
Ud over at blive anvendt til produktion af mange specifikke stoffer, der bruges i kosmetik, såsom mælkesyre, citronsyre og hyaluronsyre, findes der adskillige eksempler på fermenterede planteekstrakter med potentielt interessante egenskaber i relation til kosmetik – og der vil utvivlsomt komme mange flere.
Sammenfatning
Mikrobiomet spiller en central rolle i at opretholde hudens balance og funktion, og vores forståelse af dette komplekse samspil er stadig under udvikling. Præ-, pro- og postbiotika repræsenterer forskellige tilgange til at påvirke mikrobiomet; især inden for kosmetik er deres anvendelse dog stadig præget af løbende udvikling og mangel på standardisering.
Samtidig udgør fermentering en vigtig proces i produktionen af ingredienser og bidrager med komplekse blandinger af bioaktive stoffer, der kan have relevante egenskaber i hudpleje.
Samlet set tyder den nuværende udvikling på, at mikrobiomet og biotika vil komme til at spille en stadig vigtigere rolle inden for kosmetik, selvom der stadig er behov for yderligere viden for fuldt ud at forstå og udnytte deres potentiale.
Kilder:
- Atallah, C.; El Abiad, A.; El Abiad, M.; Nakad, M. & Assaf, J. C. Bioengineered Skin Microbiome: The Next Frontier in Personalized Cosmetics. Cosmetics, 2025, 12(5), 205.
- Byrd, A.; Belkaid, Y. & Segre, J. The human skin microbiome. Nature Reviews Microbiology 2018; 16, 143–155.
- Chia, J.; Carma, A.; Alwyn, A.; Cho, R.; Hill, D. S. & Borrello, M. T. The Skin Microbiome Revolution: The Science and Challenges of Prebiotics, Probiotics, and Postbiotics in Skincare. Cosmetics, 2026, 13(1), 43.
- Davani-Davari, D.; Negahdaripour, M.; Karimzadeh, I.; Seifan, M.; Mohkam, M.; Masoumi, S. J.; Berenjian, A., & Ghasemi, Y. Prebiotics: Definition, Types, Sources, Mechanisms, and Clinical Applications. Foods. 2019; 8(3):92.
- Findley et al. The Skin Microbiome: A focus on pathogens and their association with skin disease. PLoS Pathogens. 2014, November
- Findley, K. & Grice, E. A. The skin microbiome: A focus on pathogens and their association with skin disease. PLoS Pathogens. 2014; 10(10).
- Grice, E. & Segre, J. The skin microbiome. Nature Reviews Microbiology 2011, 9, 244–253.
- LaSarre, B. & Federle, M. J. Exploiting quorum sensing to confuse bacterial pathogens. Microbiology and Molecular Biology Reviews. 2013; 77(1): 73-111.
- Martí-Quijal, F. J.; Khubber, S.; Remize, F.; Tomasevic, I.; Roselló-Soto, E. & Barba, F. J. Obtaining Antioxidants and Natural Preservatives from Food By-Products through Fermentation: A Review. Fermentation 2021, 7, 106.
- Miljøstyrelsen. (2018). Kortlægning af kosmetiske produkter som anprises som ”probiotisk” eller ”præbiotisk” - Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter nr. 170. Tilgået via https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2018/11/978-87-7038-002-7.pdf
- Orth, D. S. The Probiotic Nature of Normal Microflora. Cosmetics & Toiletries oktober 2008.
- Paetzold, B.; Willis, J. R.; Pereira de Lima, J. et al. Skin microbiome modulation induced by probiotic solutions. Microbiome 2019, 7, 95.
- Puebla-Barragan, S., & Reid, G. Probiotics in Cosmetic and Personal Care Products: Trends and Challenges. 2021; 26(5), 1249.
- Santos, Y. R.; Andréo-Filho, N.; Lopes, P. S. & Leite-Silva, V. R. A review of skin microbiome and new challenges to cosmetic microbiome-friendly formulations. International Journal of Cosmetic Science, 2026. 10. 1111/ics.70073. Publiceret online før tryk.
- SCCS (Scientific Committee on Consumer Safety), SCCS Notes of Guidance for the Testing of Cosmetic Ingredients and their Safety Evaluation 12. revision, 15. maj 2023, rettelse 1 den 26. oktober 2023, rettelse 2 den 21. december 2023, SCCS/1647/22.
- Sharma, R.; Garg, P.; Kumar, P.; Bhatia, S. K. & Kulshrestha, S. Microbial Fermentation and Its Role in Quality Improvement of Fermented Foods. Fermentation 2020, 6 (4), 106.
- Singh, V. K. Fermentation Cosmetics: Bubbling over with innovation, literally. Cosmetics & Toiletries februar 2017.
- Sivamaruthi, B.; Chaiyasut, C. & Kesika, P. Cosmeceutical Importance of Fermented Plant extracts: A short review. International Journal of Applied Pharmaceutics (2018) 10 (4).
- Wegh, C. A. M.; Geerlings, S. Y.; Knol, J.; Roeselers, G. & Belzer, C.. Postbiotics and Their Potential Applications in Early Life Nutrition and Beyond. International Journal of Molecular Sciences. 2019; 20(19)